En gut taber prototypen på en ny mobil i en bar, fordi han er fuld. Det burde have været en ikke-nyhed, der allerhøjst ville interessere en beskeden gruppe uhelbredelige nørder, såsom undertegnede. Men nej, da iPhone 4 blev fundet på en bar og derefter solgt til nyhedsbloggen Gizmodo havnede historien på forsiden af samtlige danske medier.

Peter Engels Ryming, redaktør på T3.
Historien blev herefter fulgt til dørs med opdateringer og billeder. Selv den stakkels fyr, der glemte mobilen, blev udstillet med navn og billede. Så fulgte historierne om, hvorvidt hændelsen var et reklamestunt, planlagt af Apple selv. Alle havde en mening. Også Apple, der viste sin efterhånden velkendte humorforladte side og pudsede politiet på Gizmodo-redaktøren, hvis hus blev ransaget. Flere forsider fulgte.
Alt sammen bare fordi et fæhoved tabte en mobiltelefon på en bar. En mobiltelefon, som ikke engang kunne tændes! Forestil dig at det var prototypen på en ny Nokia-mobiltelefon, der var blevet fundet? Den var med garanti blevet afleveret ved bardisken i al gemytlighed, helt uden at vække den mindste opsigt.
Tankevækkende.