Fremtidens krig

Inden du beordrer dine mænd ind i bygningen, løber du lige scenariet igennem i en simulation på en robust bærbar. Det tog dig hele aftenen i går at bygge en RealWorld-simulation af bygningen ud fra fotos, satellitbilleder og live feeds fra Perch and Stare-robotdronerne, der overvåger området, men nu sidder du så med en 3D geospecifik model af bygningen, du skal til at gå ind i.

Der er blevet fløjet over området rundt om bygningen mange gange af droner med kameraer, der tager billeder i – ikke megapixel – men gigapixel. Informationerne bliver derefter sat sammen til 3D og bliver, hvis det er nødvendigt, suppleret med computerfremstillede gengivelser af områder, du har fået beskrevet af virkelighedens spioner. Serverne hjemme på basen kan bygge 100 kvadratkilometer simuleret terræn i timen.

De øverste vinduer i bygningen bliver overvåget af armerede droner på størrelse med øl-fustager, som holdes i position af jetmotorer. Over dem svæver endnu hårdere bevæbnede droner, der cirkulerer over slagmarken. Endnu andre droner, lidt lavere på himlen, har overvågningsudstyr på. Bag dig er et tungt infanteri med 100 kilowatts kamp-lasere, der er beregnet til at eliminere raketter og andre tunge våben med sit computerstyrede sigte og aftrækker. Mennesket kan nemlig slet ikke reagere hurtigt nok, uanset hvor veltrænede de er. Laseren er på størrelse med et køleskab, men dine mænd har robot-eksoskeletter på, der gør dem i stand til at løbe op til 24 kilometer i timen, mens de bærer 100 kg udrustning.

Ekstra ammunition og bittesmå flyverobotter bliver båret af en hund-lignende robot, der lydigt går ved siden af sin ejer. Inden de første soldater går ind i bygninger, kryber ”kemi-bots”, der kan skifte form, under døren og tager snapshots af fjenden. Så smadrer du vinduerne og kaster småbitte overvågningshelikoptere ind, der kan styres i GPS-blokerede områder. De sender dig så live-feeds inde fra bygningen.

Alle soldaterne, du har kommandoen over, vil modtage live videoopdateringer fra dronerne. Du sidder i et high-security, super-hurtigt, trådløst netværk med pansrede køretøjer i nærheden, der fungerer som access points. Du kan ikke blot udveksle videofeeds, men også stillbilleder og geotaggede fotos. Hvis du er på snigløb, kan du kommunikere via instant-messaging, hvor du skriver i stedet, eller via strube-mikrofoner, der er tapet fast til din hals. I kan alle vippe halv-gennemsigtige skærme ned foran jer eller se på jeres bærbare internet-apparater.

Det har været en stor del af din træning at lære at håndtere enormt mange informationer samtidigt. Du har kæmpet dig igennem tusinder af blodige timer i virtuelle omgivelser for at sikre, at din hjerne rent faktisk kan håndtere den mængde geospecifikke informationer, som de computere, der er bygget ind i din uniform, vil smide i hovedet på dig, mens du kæmper. På basen, der ligger tusindvis af kilometer væk, parser kontorpersonale og specialdesignet software de samme informationer for at spotte dine fejl langt tid før, det kunne gå alvorligt galt.

Det vil ikke nødvendigvis kræve menneskeliv at føre krig. Hærens PR-afdelinger har indoktrineret dig nødvendigheden af at bruge ikke-dødbringende våben, når det overhovedet er muligt. Dine mænd har granater, der fyrer gummibolde mod fjenden, og pistoler der skyder net ud, der fanger dem. Der er også ”pain rays”, som er stråler, der, når de rammer huden, giver en forfærdelig følelse af at blive brændt over det hele og medfører, at man straks enten flygter eller overgiver sig.
Du har naturligvis også dødbringende våben. Al denne teknologi gør dig ikke uovervindelig, og din fjende er blevet bedre til at bruge mikrobølger, lasere og EMP-våben (ElektroMagnetiskPuls), der kan crashe dine systemer i felten. Det er på tide at kaste sig ud i det. Terningerne er kastet …

Alt det teknologiske du læste

om på forrige side, er under udvikling lige nu. Da regeringer ikke ligefrem skilter med deres højteknologiske våben, er det endda muligt, at nogle af tingene allerede er færdigudviklede og i brug.

Der er allerede mindst 5.000 robotter i aktiv tjeneste og flere er på vej. Den tidligere nævnte hunde-robot hedder i virkeligheden ”Big Dog” og er fra Boston Dynamics, og det er mere end bare en hvalp – prøv at søge på den på YouTube. Soldaterne i Irak bruger flydende robotdroner. Selv det engelske forsvarsministerium, der ellers ikke normalt er så ellevilde med nye teknologier som det amerikanske, kaster penge efter robotter nu. Mindsheet, en virksomhed der ligger i Plymouth, har modtaget tusindvis af pund til at forbedre deres bombe-fjerner-robot, Testudo, som er opkaldt efter de romerske soldaters forsvars-”skildpadde”-formation på slagmarken.

Swarm Systems i London modtager snart en omfattende mængde statspenge til at skabe en sværm af mikro ubemandede luftfartøjer (Unmanned Aerial Vehicles – UAVs) til nærgående rekognoscering. De her bittesmå, et-kilos quadrotor-helikoptere (med fire rotorer), der bliver kaldt OWLS, og som er udstyret med GPS, 12-megapixel kameraer og thermo-sensorer. Kontroltårne vil se gennem dronens øjne, men mål-genkendelsessoftware og rapport-generatorer vil læse og tolke informationen langt hurtigere, end mennesket kan.

Amerikanerne går, typisk nok, langt videre. Defence Advanced Research Projects Agency (DARPA) er den centrale research- og udviklingsgren i det amerikanske forsvar. Amerikansk som det er, har de en hjemmeside, hvor du kan læse – ret ofte med åben mund og polypper – om hvad de går og laver. Blandt de igangværende researchprojekter er der kulfiber-luftfartøjer, der er ”vævet” af nano-tube-strenge, og der er noget, de kalder ”programmerbart materie”, som er kemiske supper, der kan samle sig selv til hverdagsting – ikke helt ulig den onde Terminator i T2.

Den amerikanske doktrin, der lyder på ”fuld spektrums dominans”, indebærer krige uden tab af menneskeliv, opnået ved massiv teknologisk overlegenhed, og dét betyder, at de går og brygger på virkeligt mærkelige ting. DARPA hævder at have været inde over våben, der involverer tidsrejser, ved at lave en Einstein-Rosen bro til at lave huller i tiden.

Nu sidder du måske og får fornemmelsen af vanvid, og det passer, at amerikansk militærvidenskab har været ude af nogle ret vilde tangenter før i tiden (– se afsnittet med ”Tankekraft og eksploderende geder” længere fremme).
Der findes allerede mini-robotter, såsom ”Wasp”, der er i stand til køre gennem slagmarken med 56 kilometer i timen, og droner der er mindre end otte cm lange og drevet af rotorer, er sat op til at blive et vigtigt værktøj inden for rekognoscering. Men hvis den amerikanske hær får sin vilje, bliver det rent faktisk rigtige insekter, der laver spionagearbejdet. New Scientist-bladet rapporterede sidste år, at DARPA-forskere har lavet forsøg med – og haft succes med – fysisk at styre biller ved hjælp af elektriske impulser.

Der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget skyts en bille kan slæbe rundt på, men forestil dig det samme princip bare på en hund. Militæret er tydeligvis helt upåvirket af den furore, der opstod over ”dræber-delfinerne”, der blev trænet til at have med fjendtlige frømænd og små både at gøre – og dét havde i det mindste ikke noget at gøre med at styre deres hjerner elektronisk.
Det er ikke kun dyrs hoveder, de vil ind i. I 2008 offentliggjorde det amerikanske militær den lidt selvironisk navngivne ”Mad Scientist Report”, hvor de uddybede deres tanker om fremtidig krigsførelse. Rapporten forudser, at i 2030 vil vi være i The Matrix. ”Viden vil blive videregivet direkte i vores hjerner. At lære noget nyt vil tage sekunder og ikke år”.

Rapporten fortsætter sit bombardement af trusler. ”Individer med adgang til det globale informationsnetværk kan nemt tilegne sig den viden, der skal til for at udvikle dødelige, biologiske stoffer bogstaveligt talt i deres egen køkkenvask. I det operationelle miljø fra 2030 og frem vil de ødelæggende muligheder, individet og små grupper vil få, blive mere effektive, mere dødelige, lettere tilegnet, mere effektivt effektueret og lettere skjult og transporteret”.
”Måden der føres krig på bevæger sig mod teknologisk krigsførelse”, siger Kevin Warvich, professor i Kybernetik på Reading University. ”Det passer ind i den amerikanske måde at se krig på, som er en krig uden begravelser. Det er en stor politisk force – ingen skader til hjemmeholdet”.

Men på trods af at det muligvis bliver teknisk muligt, så synes det utænkeligt, at fremtidens krige bliver robottiske og ublodige. Beviser på det kan ses i ting som ”Fracture Puddy”, som er en blød masse, man putter på et knoglebrud på for eksempel benet, som hærder og gør, at man kan lægge vægt på det igen med det samme, eller de MoDgele-fyldte veste der absorberer den kinetiske energi i en kugle. At forebygge og håndtere skader er stadig en stor del af morgendagens militære teknologi.

I Pentagon forsøger de i øjeblikket at finde ud af, hvordan man kan lave syntetisk blod på slagmarken. Som det er nu, er det blod, som soldaterne får ofte dage eller endda uger gammelt. De prøver også at designe robot-lemmer, så sårede soldater kan få mistede kropsdele igen. Krig i den nærmeste fremtid bliver ikke helt som et spil skak. Uanset hvor mange droner en given hær har, vil man stadig have brug for folk på jorden. Robotter kan måske flyve over krigszoner og pege satellitstyrede våben hen til målet, men de er nok knapt så gode til at overbevise lokalbefolkningerne om, at alt er i orden. Ingen vil bryde sig om, at det nye regime er deres venner af en Dalek-robot.

Forestil dig oprøret, der ville komme, hvis man så en robothær slagte menneskesoldater – for slet ikke at tale om civile, i nyhederne? Er robotter, der massakrerer andre robotter en krig eller en sportsgren? Er dem med den sidste robot, der stadig virker, så dem der har vundet? Og så dermed dem hvis’ ideologi bliver dominerende, og som får lov til at beholde den andens landarealer og naturressourcer? Selvfølgelig ikke.

Hvad der vil være mere sandsynligt, der vil ske, er, hvad der sker i den israelske hær lige nu. Israelerne laver software, der ikke erstatter menneske-kommandører, men som kan træffe beslutninger for dem, hvis det skulle blive nødvendigt. De er ved at udvikle et missilsystem, der ikke blot lokaliserer målet og låser sig fast på det – det er det punkt hvor de systemer, vi har i dag, venter til en af kød og blod giver dem signal til at affyre – men her beslutter de også selv at affyre.

Softwarens evne til at ”tage over”, lover israelerne, vil kun blive brugt i ”ekstreme” eller ”dommedags”-scenarier – men vil være i stand til at reagere på mange forskellige slags trusler. Hvis Israels kommandostruktur bliver smadret af et masseødelæggelsesvåben, vil systemet tage over og fortsætte kampen. ”Vi taler om noget, der ser alt og beregner alting og træffer beslutninger”, sagde brigadegeneral Daniel Milo. ”Vi er der ikke helt endnu, og det kan godt tage et årti. Men det er vores vision, og vi arbejder hurtigt i den retning”.

Tanken om at vi i stigende grad lægger vores liv i hænderne på noget software, er skræmmende, men uanset om den software befinder sig i missilsystemer og luftfartøjer, der bevæger sig hurtigere end menneskets reaktionsevne eller i kommandocentraler, der forudser scenarier eller supplerer menneske-kommandører, så ser det ud til at være noget, der vil ske. Hvorom alting er, hvis vi går ud fra, at robotter kan og vil dræbe (en robotstyret kanon i Sydafrika skød ni soldater ned med maskingevær, fordi softwaren ikke virkede, som den skulle), skulle det dog være en utroligt modig eller rablende vanvittig hærfører, der gav robotkrigere fuld selvbestemmelse. Filmen Terminator er altså ikke ved at gå i opfyldelse.

Adskillige andre, langt mere interessante forudsigelser fra det 20. århundredes science fiction vil stadig ligge lysår ude i fremtiden. Inden for de seneste måneder er lasere i slagmarken gået fra at være en dyr nyhed til noget, der rent faktisk vil blive taget i brug – men du skal altså ikke se Star Wars udspille sig for dit indre blik endnu.

Den essentielle 100 kilowatt-barriere, der skal til for at kunne fungere i kampsammenhænge, er brudt af en laser, der er ”lille” nok til at blive fastgjort til en lastvogn – tidligere krævede kemiskbaserede lasere så mange råmaterialer, at en enkelt ville kræve op til otte lastvognslæs til for at virke.
Den nye stråleskyder er drevet af 32 granatkrystal-moduler, der antændes af LED og føres videre ind i en laserforstærker-kædereaktion og kan derfor skyde en stråle afsted, der har nok kraft til at slå mortérgranater og missiler ud af kurs eller pacificere fjendens kanonstillinger på lange afstande på et øjeblik.

Det vil komme til at koste yderligere 425 millioner kroner og tage fire år mere for at få en slagmarkslaser, der virker ved over 100 kilowatt, men lasere med knapt så meget styrke, såsom Boeings Laser Avenger Humvee, ville kunne være i brug hurtigere til at detonere vejsidebomber og andre improviserede, hjemmelavede bomber. Laser Avengeren fyrer en stråle på nogle centimeter af sted, der kan varme en overflade op til, hvad der svarer til 20 gange en kogeplade ... men det tager tid.

Boeing afprøvede et-kilowatt Laser Avengeren på ubemandede luftfartøjer for at demonstrere, at lasere engang vil kunne sætte luftfartøjer ud af spillet. Det skal dog siges, at de luftfartøjer de testede på, var på landjorden og stod stille på det tidspunkt. Det er ikke ligefrem Battlestar Galactica, hva’?
Når det kommer til strålevåben, er det meget mere sandsynligt, at du bliver ramt af infrarøde- eller mikrobølgestråler. Disse bliver brugt til ”pain rays”, der er designet til at kunne opløse vrede horder af fjendtligt indstillede folk eller, afhængigt af regimet, på borgere, der udøver deres demokratiske ret til at demonstrere.

Den amerikanske hærs ”Active Denial System” laver, hvad der kaldes en ”goodbye”-effekt, som får folk til at løbe væk og forsvinde. Strålen af højfrekvens mikrobølger opvarmer vandet i de øverste hudlag. Følgerne er, som du nok kan gætte, ret ubehagelige og er blevet beskrevet som noget, der føles som at have en varm pære presset mod huden.

ADS’en, som den kaldes, er allerede blevet affyret mod frivillige i den amerikanske hær mere end 10.000 gange, hvilket sikkert har været sjovt for alle involverede parter. 15 lastvogne med ADS’er er fastsat til at være i felten i 2010, selv om det er uklart, hvem de skal være i krig mod på det tidspunkt. Forhåbentlig ikke os.

Den amerikanske hær nøjes dog ikke med én ”pain gun” – de har nemlig to. Den anden er en infrarød version, som politiet skal have. Den ligner noget, der kunne være en filmrekvisit og hedder ”Phasr”. Sammen med HULC-skelettet (se forrige side) udgør det fortroppen af højteknologi-våben, der tydeligvis er bygget af sci fi-nørder.

Hvor mikrobølge ADS’en zapper hele din krop på en gang, rammer den infrarøde version kun områder på din hud på cirka 10 centimeter. Vi vil dog advare dig om, at det er mere sandsynligt, at du vil blive ramt af mikrobølge-versionen, for den kan skyde igennem tykke lag tøj.

Dødsstråler og smertepistoler er mere.. øh.. glamourøse end zapperne, men det er usandsynligt, at de bliver hovedbestanddelen i fremtidig krigsførelse. Krigsmaskiners muligheder for at kunne præsentere sofistikerede overblik over kamphandlinger bliver bedre og bedre og dermed nok det mest brugte. Det ”Enhanced Reality System” som vi ser i spil som Tom Clancy’s HAWX – med et 3D-kort over fjendtlige og venligtsindede radarer, elektronisk aktivitet og ting, der bevæger sig – kan snart ses i virkeligheden – bare lidt bedre integreret i netværket.

Som følge heraf vil fremtidens væbnede styrker højst sandsynligt ikke åbenlyst lave dem på samlebånd. Vores robotter og de fartøjer, der fungerer som web access points og forbundne soldater, vil i fremtiden fungere mere som guerillaer, og mennesker vil først gå ind på slagmarken, når den er blevet kortlagt centimeter for centimeter af spionfly med gigapixel-kameraer – som den Gorgon Stare 12-kamera opstilling de har i den amerikanske hær – og kortlagt i en virtual reality.

”Inden noget som helst kampfly letter, har det fløjet tusinder af virtuelle timer”, siger Penwright, men virtual reality test er kun en del af analysen. Mange hære ønsker sig sofistikeret software, der kan simulere kamppladser så præcist, at de måske slet ikke behøver tage derhen.
Den amerikanske hærs ”Deep Green”-projekt blev lavet for at give kommandører mulighed for at simulere situationer så præcist, at de ville kunne forudsige fremtiden og, som Pentagons egne dokumenter kalder det, ”reagere inden virkeligheden” – og altså ikke ved at bruge DARPAs tidstunnel-eksperimenter.

Afdelingen inden for simulation i Pentagon hedder ”Progamme Executive Office for Simulation, Training and Instruction” (PEO STI) og simulerer allerede kamppladser i en utrolig detaljeringsgrad – fra soldater i fuld kampuniform der spiller Call of Duty-agtige mission-simulationer ned til skræddersyede simulationer af, hvordan man afmonterer vejsidebomber. Alle dele af krigsmaskineriet bliver testet i virtual reality, før det finder sted i virkeligheden – også kommandoerne.

WARSIM er en af Pentagons mere avancerede simulatorer. I deres produktbeskrivelse står der, ”Simulationen gør det muligt for alle enheder, inklusive kampstøtte-enheder, at blive tilknyttet kamp-operationer i forbindelse med trusler”. Men det stopper ikke der, det ”gengiver aktiviteter ... såsom at genskabe orden og at supplere civile regeringer”. WARSIM er i bund og grund et Civilisation-agtigt ”gude”-spil, der bliver spillet af folk, inden de skal gøre det samme i den virkelige verden.

Det er dog helt klart muligt at fortabe sig i snak om strålepistoler, robothære og ”virtuel” krig. Elektriske lasere får muligvis en rolle at spille på slagmarken, men de vil ikke erstatte den nuværende generation af projektil-våben. Skydevåben er rigtigt gode til at slå folk ihjel, eksplosive stoffer er rigtigt gode til at smadre mål, og atombomben har praktisk talt ikke ændret sig siden 1960’erne, og der er nok af dem til at slå hele jorden ihjel. Og de er billige.

Mange af de vigtigste våben i fremtidige krige bliver meget mere nøgterne. England fører i at have flest sikkerhedskameraer per indbygger. Systemer, der benytter RFID-chips og biometrik, som der er i alle nyere engelske pas, kræver, at dit ansigt på billeder kan læses af en maskine, og de vil blive våben, der vil blive brugt helt i fronten i krige om ideologier, ikke om territorier.

Computere, der er i stand til at følge folk fra sekund til sekund, vil blive de vigtigste våben for en statsmagt. Dermed vil det vigtigste våben for folk, der bekæmper statsmagter, være evnen til at afbryde disse – om det så bliver over internettet ved at lukke services, som Rusland har gjort det mod Estiske PC’ere, eller ved elektromagnetiske puls-maskiner, der ødelægger computere eller blot ved at arbejde i lukkede, lavteknologiske netværk.

Ideen om terrorister bevæbnet med ”beskidte bomber” er et spøgelse, der ofte manes frem af den frie verdens ledere, men den slags våben vil snarere ”forstyrre” mere, end de vil dræbe. En ægte, kuffert-størrelses atombombe kan smugles ind i ethvert land med båd i det – ret usandsynlige – tilfælde, at nogle terrorister fik fingrene i sådan en. Ironisk nok, kan al denne her højteknologiske overvågning, de bionisk-forbedrede supersoldater og robotdroner ikke gøre noget som helst ved en enkelt ideologisk person med et kraftigt våben i et tæt befolket område, og dét er muligvis det mest skræmmende ved den fremtidige krigsførelse.