Det var en sen fredag eftermiddag i Las Vegas, da nyheden poppede op. HD-DVD Promotion Group gjorde sig klar til deres 2008 CES-pressekonference og var sikre på at begejstre verden med deres rival til Blu-ray. Men nogle hundrede kilometer væk derfra i Hollywood havde en af deres nøglepartnere fået en anden ide. Hollywood-studiet Warner Brothers havde besluttet sig for, at fremtiden var blu-ray. De havde tidligere støttet HD-DVD, men nu trak de støtten tilbage. Mens solen gik ned, sad HD-DVD-gruppen tilbage lamslået efter nyheden. Der ville ikke blive nogen champagnepropper, der sprang for Toshiba i Vegas det år. Det var enden på HD-dvd, og det vidste de. Den storstilede pressekonference blev aflyst, og hi-definition format-krigen mod Blu-ray var tabt. I løbet af få uger blev HD-DVD lagt i format-graven ned til Betamax, 8-spors bånd, Sega Dreamcast og andre teknologiske tabere på gadgetkirkegården.

VHS slog Betamax ihjel -Den klassiske kamp

Det er i midt 70’erne, og film som Jaws, The Godfather og Star Wars hittere. Hjemmebiograf-markedet er klar til at eksplodere, og Sony ser ud til at styre det nye marked med deres Betamax-format. JVC har dog andre planer …
Ifølge New Yorker-journalisten James Lardner i hans bog fra 1987, Fast Forward: Hollywood and the Japanese VCR Wars, udviste Sony tilbage i 1974 lige så meget forretningssans som en lånehaj fra en sidegade. De viste skamløst deres Betamax-prototype frem til rivalerne, Matsushita – nu Panasonic – som ejede JVC. Fyrene fra Matsushita smilede blot og lod som om, de var imponerede, mens de undlod at fortælle, at JVC’s VHS-projekt var godt på vej.
Mindre end et år inde i en Godfather-agtig kamp fik Sony at vide, at “det ikke var for sent” for dem at omfavne VHS “for industriens bedste.” Siden Betamax-afspillere kun var måneder fra produktion, holdt Sony på sit format og sagsøgte JVC på grundlag af, at de to formater var mistænkeligt ens. På intet tidspunkt tvivlede de på, at de havde en vinder. Betamax-kassetter var mindre og havde overlegen videokvalitet på grund af den højere båndbredde. Hvad kunne gå galt?
“Sonys favorit-udtalelse på det tidspunkt var, at Betamax var teknisk overlegne, og det var de også,” siger JVC’s engelske, tekniske manager, Gary Broadbent, som sluttede sig til firmaet som en VHS-ingeniør i 1984, og reparerede “hundredevis af de satans ting.”

JVC lancerede blanke kassetter med længere tid på, men dette var kun en lille faktor, ifølge Broadbent. Han giver meget af skylden til udlejningsbutikker. Til glæde for vores unge læsere kan vi fortælle, at dengang var det almindeligt at leje udstyr til hjemmet, fordi videooptagere, opvaskemaskiner m.m. var for dyre for mange mennesker at købe på en gang.

“Hovedårsagen til, at VHS fik succes, var fordi de var på udlejningsmarkedet,” siger Broadbent. “I 1970’erne kostede videomaskiner 5.000-6.000 kroner [omkring 25.000 kroner i nutidens penge], så udlejningsbutikker udlejede dem til 25-50 kroner for en uge. Af en eller anden grund ville Sony ikke være med på denne bølge, men det skabte altså et marked for VHS.”

En af teknologiens mest omtalte historier er skrønen om, at det var porno, der afgjorde formatkrigen. Det er lidt af en overdrivelse, men muligheden for “voksen-film” var en del af en større trend, der gav VHS en anden fordel.
“Det var ikke kun porno men film generelt,” siger Broadbent. “Der var aldrig ret mange præoptagede film tilgængelig til Betamax.” Mens Sony hovedsageligt så det som et optageredskab til hjemmet, blev VHS brugt som en måde at se biograffilm derhjemme – godt hjulpet på vej af det sorte marked. “Dengang kunne en film koste op til 800 kroner,” husker Broadbent, “så nogle mennesker ville leje en film, lave en kopi, og så lave kopier af den og sælge dem. Undergrunds-industrien hjalp virkelig med at etablere vores format.”

Ironisk nok så det ud til, at loven spændte mere ben for Sony end deres rival. I 1976 blev Sony viklet ind i en retssag med Universal Studios og Disney over, om folk hjemme i stuerne måtte optage materiale med copyright. Retssagen gjorde, at Betamax-film ikke var på butikshylderne på et kritisk tidspunkt, og da sagen endelig var afsluttet, havde VHS vundet overvældende fodfæste.

“Det, vi lærte fra VHS vs. Betamax, var, at det ikke kun var hardwaren, der var vigtig, men også softwaren,” Sonys produktspecialist Eric Kingdon, som har været hos Sony i 25 år, siger: “Det er derfor, vi har interesseret os for musikbranchen og siden filmbranchen og bygget et stærkt partnerskab med filmstudierne. Som resultat af formatkrigen blev vi klar over, hvordan alle stykkerne passer sammen som et stort puslespil.

Erfaringerne var dog dyrt købt. Krigen fortsatte langt ind i 1980’erne med flere og flere filmstudier, der forlod Betamax til fordel for VHS. Med en markedsandel helt nede på 7,5 procent begyndte Sony modvilligt at producere VHS-maskiner. Hvorfor gik der så lang tid?

“Det var ren og skær stædighed fra de to firmaer,” siger JVC’s Gary Broadbent. “Akio Morita, som havde ansvaret hos Sony, følte, at de skulle vinde, så Betamax fik en langtrukken død. Salget gik nedad i fem eller seks år, før de endelig gav op. De ville ikke tabe ansigt.

“Selv efter at Sony havde smidt håndklædet i ringen, blev de ved med at sige, at Betamax var det overlegne format, og at det skulle have vundet. Men det var ligetil. Nogle vandt, og nogle tabte. Så enkelt var det.”

8-track vs. kassettebånd - Lyd-krigen

Mens JVC og Sony kæmpede om hjemme-video, var der andre, der koncentrede sig om musik og lyttede til 8-track kassetter. Der blev dog mumlet i krogene om “kassettebånd” …

8-track, eller Stereo 8-kassetter som de officielt blev kendt som, blev udviklet af Bill Lear fra Lear Jet fame, og kom frem i lyset i midt 60’erne. Her sneg de sig ind i mange pickupper og muskel-biler. Mange af de tidlige afspillere var udviklet af Motorola, som har prøvet kræfter med næsten alle gadgets gennem årene. 8-track var forud for sin tid og gjorde dig i stand til at vælge spor uden at skifte side, og sent i 1960’erne havde den en højere lydkvalitet end kassettebåndet.
Denne gang blev sejren ikke bestemt af fabrikanternes interne stridigheder, legale slagsmål eller marketingstricks, det var mere en blid udvikling af et tidligere ikke så succesfuldt format. Det mindre og mere alsidige kassettebånd kunne spoles tilbage – 8-track brugte et kontinuerligt loop, så du skulle spole hele vejen hen til enden af båndet for at kunne gå tilbage til begyndelsen. I 1971 begyndte hifi-æraen og bragte forbedrede byggemekanismer og båndkvalitet med sig.
Sony havde også en finger med i spillet. I 1964 overbeviste de Philips om at frigive deres opfindelse til andre producenter. Derefter gav Sonys revolutionelle Walkman i 1978 et stort skub i ryggen for kassettebåndet, og i 1983 overgik salget af kassettebånd endda salget af LP’er.

Da Billy Joels 52nd street kom ud på Philips’ nye Compact Disc-format i 1982, var 8-track forsvundet fra butikkerne. Kassettebåndet havde vundet, men 8-track levede videre i minderne hos mange Kiss-fans og i den konstante loop-teknologi, der den dag i dag bliver brugt i filmprojektorer.

Sega vs. Sony vs. Nintendo- gaming-krigen

Der findes intet andet område, hvor formater er født og forsvundet igen pga. fremskridtet som i videospilsindustrien. I de tidlige 1980’erne var otte-bits hjemmecomputere, såsom Commodore 64, ZX Spectrum og BBC Micro, involveret i den første af mange intense formatkrige. Kampen mellem de to sidstnævnte blev endda dramatiseret af engelske BBC i et drama ved navn Micro Men (2009).

Begge blev lanceret i 1982, og C64 og Spectrum blev hurtigt en succes. På verdensplan var C64 kongen og solgte imponerende 30 millioner enheder i sin levetid. I England var Sir Clive Sinclairs ZX Spectrum på toppen – godt hjulpet på vej af det faktum, at den kostede halvt så meget som C64 ved lancering. Der er ingen pålidelige tal over salget af Spectrum, men Sinclairs årlige omsætning toppede ved 102 millioner pund i 1985.

Det, der gjorde Spectrum og C64 store, var den massive mængde af kvalitetsspil, der var tilgængelig for dem – BBC Micro havde kun en håndfuld gammelsdags arcade sportsspil samt det legendariske rum-spil Elite og fik det dræbende kedelige rygte at være “uddannende”. Men hvis krigen mellem otte-bit computere var slem, var konflikten mellem gaming-konsollerne i 80’erne og 90’erne endnu hårdere.

Tidligt i 90’erne var Sega konge af videospillene. Otte-bit-konsolkrigen havde resulteret i, at Nintendos NES slog Sega Master System, men med skridtet op til 16-bit kom Segas Mega Drive – Genesis i USA– uden tvivl foran i forhold til salget og især i forhold til coolness og antal spil med titler såsom Sonic, Streets of Rage og Road Rash.

Men ligesom to hære af myrer ser ud til at være i midten af en stor krig, indtil et barn kommer og tramper på dem alle, var Nintendo og især Sega på vej til at blive sparket i nyrene af Sony. Det kunne dog have været helt anderledes. Sega kunne stadig konkurrere mod Xbox 360 og Wii, hvis det ikke var, fordi de blev forrådt.

Tilbage i SNES’ sidste dage besluttede Nintendo, at de ville have en kraftig CD-ROM som ekstra tilbehør – lidt ligesom Mega-CD på Segas Mega Drive. Nintendo allierede sig med Sony som en partner til tilbehøret, som skulle kaldes ... PlayStation.

Sony annoncerede stolt det næste skridt i firmaets historie på CES i Vegas i 1991. Glade over at have fået fodfæste i gaming-industrien, fejrede Sony hele natten i Vegas, men næsten før tømmermændene satte ind annoncerede Nintendo, at de droppede Sony og valgte Philips i stedet grundet diskussion over profit-deling. Sony blev sur. Derefter gik de i krig, og firmaets president, Noria Ohga, proklamerede “Vi vil aldrig trække os ud af denne industri. Vi fortsætter.” Nintendo havde skabt en rival, der ville bekrige deres konsoller for evigt, men endnu værre – de var for store for Sega, der ikke kunne klare presset.

Mange hos Sony nedspiller stadig effekten af Nintendos forræderi og hævder, at Sony ville været kommet ind på gamingmarkedet med eller uden forræderen Mario. Mike Haigh, som leder udviklingsteamet hos PlayStation i England, siger, at da videospillene begyndte at blive mainstream, blev det interessant for Sony.
“Dette var et område, som Sony måtte blande sig i,” siger Haigh, som hjalp med at udvikle nogle af PlayStations tidligste titler. “Fordi de følte, at territoriet tilhørte dem på mange måder. De havde musikken, filmene og hardwaren, og det var et naturligt skridt for firmaet. Ja, der skete et par ting, som måske er blevet blæst op over tid, men jeg tror ikke, at de har nogen stor betydning. Jeg tror, at det altid var Sonys plan at skabe deres egen konsol, og det var en god beslutning.”
På trods af dette var PlayStation stadig svær at sluge for Sony-veteraner, som følte, at gaming-konsoller kun var legetøj for børn. De blev dog formildede af integrationen af en cd-afspiller, “I en tid”, siger Haigh, “hvor ingen havde en cd-afspiller. Der er siden opstået et mønster: PS2 hjalp DVD med at komme ind i stuerne, og Blu-ray kan takke PS3 for deres succes.”

Tilbage i 1994 havde den originale PlayStation ændret gaming-landskabet næsten øjeblikkeligt. Segas 32-bit Saturn floppede, og Sega faldt til en tredjeplads på markedet, og på trods af at de var først til at tilbyde online-gaming, kunne 64-bit Dreamcast ikke klare skærene. EA Sports droppede konsollen som følge af deres tab på konsollen Saturn, hvilket betød ingen FIFA, ingen Madden og ingen NBA. De var alle på PlayStation. Ifølge spiludvikler-veteranen, Don Daglow, faldt Sega på deres eget sværd frem for at smide håndklædet i ringen.

“Sega delte deres kreative kræfter på et vigtigt tidspunkt, og det kostede dem dyrt,” sagde Daglow til . “Da tiden kom til at tænke på en opfølger til Dreamcast, havde de et team, der arbejde på en serie af gaming-konsolenheder. De delte deres energier, og Sony ryddede bordet.

“Sega vidste præcist, hvad der var galt, og hvordan de skulle ordne det. De lærte en masse fra Dreamcast og kunne måske have lavet et modangreb, men de havde bare ikke ressourcerne til at forfølge deres ideer. De brugte millioner på idéer, men på et område, hvor der kræves milliarder for at føre en seriøs konsolkrig, havde Sega ikke pengene.”

Sega stillede deres konsolskabende sko i 2001, og efter fejlslagne fusionssamtaler med Microsoft, måtte de fortsætte deres ensomme vej som en tredjeparts software-udvikler.

“En af de sværeste ting i livet for dem, der har været på toppen og ikke længere er det, er at alliere sig med andre folk,” siger Daglow. “Sommetider er man nødt til at tage tre skridt tilbage for at omgruppere, og det er ikke let at gøre.”

Blu-ray vs. HD-DVD - Blå følelser til CES

Historien hjælper altid på bagklogskabens klare lys. I hver krig er der særlige øjeblikke, hvor blodsudgydelser kunne være undgået, og det gælder også for Toshibas HD-DVD og Sonys Blu-ray. Blå laser-baserede hi-def disce havde været på vej siden 2002, men var blevet centrum i nogle temmelig fjollede skænderier mellem producenterne. For det første delte Toshiba og andre sig fra den originale Blu-ray-styregruppe i et skænderi over, om blå lasere var for dyre ... og annoncerede derefter, at de lancerede deres egen disc-format med blå laser (HD-DVD). Derefter kom en endnu mere kedelig debat – var Java eller Microsofts HDi bedst til discenes interaktive elementer?

Sony og Toshiba mødtes, da de indså, at det måske var en smule fjollet. Der var lavet prototyper for begge formater, men det var ikke for sent at spare industrien for millioner og redde HD-klare kunder fra endnu et spil tech-roulette. I marts 2005 udtalte Sonys præsident, Ryoji Chubachi, at efter at have “lyttet til kunderne er det skuffende at have to rivalerende formater, og vi har endnu ikke udelukket muligheden for integration eller kompromis.”

Samtalerne fandt sted i april i et forsøg på at forene de to formater, men man endte uafgjort, og filmstudierne begyndte at vælge side. Paramount, Universal, Warner Brothers, New Line, HBO og Microsoft Xbox støttede først HD-DVD, mens Disney, Lionsgate, Mitsubishi, Dell og PlayStation 3 valgte Blu-ray. Begge firmaer oplevede små sejre, men det endelige slag skulle slås i den største arena tech-verdenen kan tilbyde: Consumer Electronics Show 2008. Begge sider var klar og parat til, at CES skulle give en afgørelse. Så fortrød Warner deres opbakning til HD-DVD og gik over til Blu-ray. HD-DVD’s champagnepropper gik i vasken.

“Jeg var med Toshiba, da HD-DVD pressekonferencen blev aflyst,” siger tech-journalist Joe Minihane, som dækkede eventet for . “Toshiba havde lige taget os ud på en helikoptertur til Grand Canyon, da presse-fyren vendte sig rundt og sagde, ‘Som nogle af jer måske ved, er HD-DVD’s pressekonference i dag blevet aflyst.” Det var meget slukørede. Det hjalp heller ikke, at alle deres CES-poser og tasker til pressen havde store Toshiba HD-DVD logoer printet på dem.”

Toshiba havde forberedt sig på at fortælle om en forrygende fremtid for HD-DVD, baseret på det momentum de var ved at opbygge gennem stærkere salg.

“Som du kan forestille dig, er det en hård dag for mig,” fortalte Jody Salley til pressen. “Jeg forventede fuldt ud at komme her denne morgen og fortælle jer om HD-DVD’s succes det sidste år, men begivenheder i de sidste få dage, har fået mig til at skifte fokus i mine udtalelser. Det er svært at læse overskrifter, der erklærer HD-DVD for død ... men vi har været erklæret død før.”

HD-DVD er måske eller måske ikke blevet erklæret død før, men denne gang var der ingen tvivl om, at de ikke kom tilbage og var blevet et eks-format. Spillet var slut. Ovre hos Sony talte de allerede om, hvordan de kunne skabe vækst med Blu-ray, nu de havde markedet for dem selv.

“Det var en godt bevaret hemmelighed,” siger Sonys Eric Kingdon, som var på showet og klargjorde standen med Blu-ray. “Fyrene hos Warner Brothers fortalte det ikke til en masse. Naturligvis vidste ledelsen alt om det, men for os var det en stor overraskelse, og da folk hørte det, var der lutter smil, for det ville give os en direkte vej til succes.

“Jeg kan huske, at Blu-ray-standen var proppet med folk efter det blev tydeligt, at det var formatet, som markedet ville vælge. Der var en stor følelse af lettelse blandt kunderne. En måned senere, var jeg til et andet show, og folk var så glade, at det var overstået, og de kom hen til mig og sagde, “Nu ved jeg, hvad jeg skal købe.”

HD-DVD prøvede at redde sig selv med næsten daglige prisnedsættelser, men deres resterende partnere forlod den synkende skude. Blot fem uger efter CES, lukkede Toshiba for HD-DVD-produktionen og hi-def dødskampen var ovre. Efter en kort vurdering af at DVD-opskalering var vejen frem, opgav Toshiba til sidst og lancerede deres første Blu-ray-afspiller sidste år. For Sony må det have været et sødt øjeblik her 20 år efter, at de var nødt til at acceptere VHS-format, som dræbte deres Betamax.

Fremtidige krige …

Har krige lært os noget? Vil tech-firmaer i fremtiden holde hænder og skabe universelle standarder? Ved du hvad? Sikkert ikke. Selv nu fås 3D-TV med fire forskellige slags aktive brilleteknologier samt en passiv mulighed. De første købere vil være tvunget til at vælge og risikere at holde på den forkerte hest igen.
Blu-rays sejr i HD-krigen var klinisk og hurtig, men en duel mod en direkte rival er én ting. At gå imod et udviklet, ikke-fysisk format er noget helt andet. Sandt at sige kæmper Blu-ray stadig med at etablere sig uden for USA. Det europæiske salg er ynkeligt, og kunderne spørger hvorfor discene er så dyre, og hvad der egentlig er galt med dvd i første omgang? Snart vil alle nye Sony og Samsung-tv komme med widgets, der gør dig i stand til at se full 1080p videoer, streamet eller gemt over bredbånd.

Vejen til en MP3-agtig download-utopia vil være fyldt med sten. Det kræver for det første en seriøs bredbånds-infrastruktur, og mange seere vil opleve, at det er sløvt og hakkende. Det er også et legalt minefelt at få rettighederne til digital streaming. Som et yderligere skridt bliver digitale kopier af film bundlet med Blu-ray-disce.

Simon Morris, chef for marketings hos Lovefilm, som vil snige sig ind på tv’ene, vil tilbyde alt og lade kunderne finde vinderen. Han er forbeholden med at lægge Blu-ray i graven allerede.

“På et tidspunkt vil infrastrukturen være klar til at levere digitalt indhold til massemarkedet og streaming vil overtage markedet,” siger Morris. “Vi vil naturligvis bevæge os mod rene digitale glæder, men lige nu er jeg sikker på, at Blu-ray vil eksistere i mange år fremover.”

Alle store formater dør en dag. PlayStation 3 og Xbox vil også en dag blive skrevet ind i gadgethistorien, men deres levetid bliver boostet af Move og Kinect, der giver bevægelsesfølsom gaming. BSkyB og det japanske netværk NRK arbejder allerede på en Super Hi-Vision-teknologi, der har potentialet til at få HD til at ligne en gammel CRT-skærm.

Et par år siden virkede det sandsynligt, at Apple og Microsoft ville bekrige hinanden i al evighed, men nu vil både Windows og Mac OS være tvunget til at tilpasse sig, eftersom Googles vision for sky-baseret computer-interaktion vinder indpas. Sony vil højst sandsynligt fortsætte med at bekrige alle.
Måske er det ikke en dårlig ting. Krige er forfærdelige, men de driver innovation, når det menneskelige overlevelsesinstinkt slår til. Formatkrigen er præcis lige sådan.

“Ingen kan lide en formatkrig,” siger Sonys krigshærdede veteran Eric Kingdon. “Men der kommer mange gode ting ud af dem. De driver os alle til at producere den bedste teknologi. Du ender med en meget stærkere idé, end du først havde drømt var mulig.”