Takket været filmverdenen har vi den forventning, at gæstende rumskibe tiltrækkes af amerikanske storbyer - men hvad nu hvis galaktiske gæster ved et tilfælde endte ved et af klodens mest betændte områder? Sommerens store biografhype var ”District 9”, som også påviste, at hype og kvalitet udmærket kan hænge sammen.
PRIS: Ca. 250 kr.
FAKTA: Instruktør: Neill Blomkamp
Medvirkende: Sharlto Copley, Nathalie Boltt, John Summer, Nick Blake
I nybølgen af mere progressive mainstream-film fortæller den sydafrikanske debutinstruktør Neill Blomkamp en historie om hans hjemstavn, Johannesburg, og hvad der sker, når en gigantisk UFO med 1,8 millioner hjemløse aliens strander over en storby som i forvejen er hårdt prøvet. Peter Jackson har produceret og sammen udøver de en komplet dekonstruktion af ”Independence Day”.
Historien er båret af den bureaukratiske klovn Wikus, som skal lede en storstilet genhusning af de såkaldte ”prawns”, men han er betroet opgaven af større og mere profitorienterede kræfter. Desværre går genhusningen komplet galt for Wikus, da han stikker snuden for langt ned i en ukendt alienteknologi, og han gennemgår en radikal erkendelsesproces for at finde sympatien for de reje-lignende gæster. Man kan kalde det for en omgang Danser med rumvæsener, som er smart fortalt, men også temmelig konstrueret og kontrastfuld.
På plussiden oser ”District 9” af kraftfuldt æstetik og visuel opfindsomhed. Formen er en pseudo-realistisk dokumentar, som benytter velkendte faktorformer: Interviews, reportage, overvågning og håndholdt kamera. Men plottet rykker grænserne for, hvad vi normalt får serveret som dokumentarfilm, for aliens er just ikke dit hverdagsagtige nyhedsindslag. Det giver Neill Blomkamp en eksplosiv platform til at formidle sin holdning til menneskeracens inhumanitet, ondskab og social intolerance. Den sjæleødelæggende apartheid-allegori er filmens primære katalysator, men bare rolig folkens: Det er lige så meget en tempofyldt og hårdtslående omgang action-ramasjang.
Enhver skepticisme krakelerer i selskab med ”District 9”. Det er både et slående eksempel på mainstream, som udfordrer grænserne, og et budskab påsat en nægtehammer sendt lige i synet på tilskuerne. Kvaliteten er ufejlbarlig, og man kan kun definere Neill Blomkamps debutfilm som et filmværk hævet talrige niveauer over branchens andre samlebåndsproduktioner.
