Her i Danmark har vi længe måtte se misundeligt til udlandet, når det gælder lanceringen af smartphones med Googles Android-styresystem. Nu ser det dog ud til, at ventetiden endelig er ovre. I en pressemeddelelse skriver HTC, at firmaets Magic-mobil vil blive lanceret i Danmark "inden længe".
Det er jo ikke videre specifikt, men forhåbentlig betyder det, at vi blot skal vente få uger eller måneder. HTC Magic er udrustet med en 3,2-tommer trykfølsom skærm, er lidt over 13 millimeter tyk og kommer med både Wi-Fi, Bluetooth og GPS.
Magic kan også prale af et 3,2-megapixel kamera, understøttelse for et væld af musik- og videoformater, og takket være MicroSD-slottet, kan du nemt smide et 16GB hukommelseskort i til din bugnende musiksamling.
Android-styresystemet byder bl.a. på et væld af Google-tjenester som f.eks. Google Maps, Mail og Talk, samt adgang til Android Market, hvor du kan købe nye programmer. Den indbyggede browser er baseret på WebKit, hvilket skulle sikre en god oplevelse, når du surfer nettet på farten.
HTC Magic er selvfølgelig udstyret med HSDPA, der giver dig op til 7,2 megabit i download-hastighed og to megabit i upload.
Prisen bliver cirka 3.500 kroner uden abonnementstilskud. Køber du den fra en mobiloperatør med abonnement, så bliver den formentlig noget billigere.
Se frem til en snarlig test af HTC Magic her på T3.dk.