2010 var året, hvor 3D-teknologien blev skubbet ud i de danske hjem. Men der er intet nyt i 3D. Din far vil nikke genkendende til tredimensionelle film, som han oplevede i biografen i 1950‘erne. Specielt gyserfilm i 3D var populære i en tid, hvor biograferne skulle kunne give en oplevelse, man ikke kunne få hjemme foran fjernsynet, der var biografernes store konkurrent dengang. Det nye er, at vi nu kan nyde imponerende 3D på fjernsynsskærmen hjemme i stuen.
Sådan virker 3D
Når vi ser på et objekt, bruger vi begge øjne til at skabe et enkelt billede. Vores øjne sidder 6 til 8 centimeter forskudt for hinanden, men hjernen samler billederne fra højre og venstre øje til et enkelt billede. At vi ser to forskellige billeder med hvert øje, fornemmes bedst, hvis du skiftevis åbner og lukker højre og venstre øje. Hjernen bruger de forskudte billeder til at danne dybdefornemmelse – folk, der kun ser med et øje, har sværere ved at bedømme afstanden til det objekt, de kigger på. Det er samme trick, 3D-teknologien bruger til at give os en dybdefornemmelse i 3D-film. 3D-tv’et fodres med to forskudte billeder, og 3D-brillerne samler dem til et enkelt billede for os med ekstra dybde. Groft forenklet.
Aktiv og passiv 3D
Der findes flere måder at lave 3D på, men tv-producenterne er stort set enige om én metode, nemlig den der kaldes active-shutter. Tv’et sender et signal til brillerne: Når billedet til venstre øje skal vises, “lukker” brillerne simpelthen for brilleglasset på højre øje – og visa versa. Det sker så hurtigt, at hjernen opfatter de to billeder som ét billede, og voila, vi “ser” en tredimensionel verden foran os. Active-shutter kræver briller, der indeholder elektronik og batteri, og derfor er de forholdsvis dyre at producere.
I biografen bruges der passiv 3D, hvor brillerne i stedet er forsynet med polariseret glas – med forskellig polarisering på hvert øje. På lærredet laves en filtrering, der gør, at hvert andet billede ender på henholdsvis højre og venstre øje. Passiv 3D fungerer godt med dyre projektorer som i biografen, men ikke med tv-skærme. Ærgerligt, for de polarisede, passive briller koster kun en brøkdel af den pris, det koster at lave et sæt active-shutter-briller.