Tagget med:
Er gadgets farlige?
Er teknologi farlig for dig? Alt, du bør vide, men som du ikke tør spørge om ...
De mange nye teknologier giver Nye muligheder, men også grund til spørgsmål og bekymringer om sundhed, eftersom vores interaktion med teknologi bliver mere og mere hyppig og essentiel. Det, vi alle inderst inde gerne vil vide, er, hvad vil der ske med vores biologiske dele, når homo sapiens bliver til Homo technicus? T3 har konsulteret sundhedsguruer for at finde ud af, hvad teknologi virkelig gøre ved vores sundhed, holdning, syn og endda fertilitet. Træd nærmere: Gadget-doktoren er klar til at se dig …
Er 3D dårligt for mine øjne?
Når man tager i betragtning, at mennesker kan se i tre dimensioner uden hjælp af grimme briller, er det overraskende, hvor stor opmærksomhed 3D-tv og film og har fået. Sony og Samsung har gemt sundhedsadvarsler i online-servicebeskrivelser for nogle af deres 3D-ready-teknologier, med svimmelhed, kvalme, ufrivillige muskelsammentrækinger og anfald som mulige konsekvenser ved langvarig brug. Men selvom alle, der så Piranha 3D eller Resident Evil: Afterlife, vil genkende en flig af sandhed i dette, er eksperterne dog ikke overbeviste.
»Vores øjne er faktisk meget gode til at koncentrere sig om sådan noget som 3D,« siger dr. Rob Hogan, der i mange år har arbejdet inden for øjenforskning. Hogans større bekymring er, at det ikke er alle, der får den fulde oplevelse, da folk, der har små øjenproblemer som et dovent øje, ikke kan opfatte den fulde effekt.
»Selv for alle os andre er der ofte problemer, da de fleste af os har ét øje, der er stærkere end det andet. Indtil speciallavede 3D-briller bliver almindelige, vil det være et problem, men jeg ser ingen beviser for, at 3D kan skabe nogle af de tidligere nævnte problemer.« Men pas nu på, og undgå biograferne, når Piranha 3DD – efterfølgeren – kommer i biografen senere i år. Hellere være på den sikre side, ikke?
Kan gadgets gøre mig infertil?
Et varmt skridt er et ulykkeligt skridt. Man mener, at kønsdelene hænger ud af kroppen, da de bedst kan fungere ved et par grader koldere end kropstemperatur. Derfor er effekterne ved, at du har en telefon i lommen hele dagen eller sidder i timevis med en varm laptop, blevet undersøgt flere gange.
Et studie fra Cleveland Clinic Foundation i Ohio viste, at mænd, der bruger mobilen mere end fire timer om dagen, havde mindre sæd, og det, de havde, ikke var lige så aktivt.
»Der er også beviser på, at brugen af en laptop i skødet kan øge temperaturen på en mands skridt,« siger dr. Allan Pacey, en andrologist på University of Sheffield. »Men der er ingen beviser, som jeg kender til, på, at det påvirker spermtallet.«
Pacey fortæller, at laboratorieresultater ofte er langt væk fra, hvad der sker i det virkelige liv. Hvis du dog stadig er i tvivl, så prøv at bruge din laptop, mens du spreder benene. En undersøgelse fra Stony Brook University i New York viste, at dette sænker temperaturen næsten en hel grad ...
Uanset hvad så lad være med at gå i panik, siger Pacey. »Mandlig fertilitet er hovedsageligt genetisk bestemt og påvirket af, hvad der er sket med en mand, før han blev født. Enhver mand, der har problemer med fertilitet, bliver måske rådet til at undgå varme og stråling fra mobiler, men der er ingen beviser for, at sådanne eksponeringer vil reducere chancen for at blive far.«
Kan apps gøre mig fit?
Død og ødelæggelse? Ja, der er en app til det. Faktisk flere. Hvis du for eksempel er bekymret for udbrud af svineinfluenza eller andre sygdomme, der er på vej, så download HealthMap fra App Store. Den bruger Google Maps til at advare dig om, hvornår der er en epidemi i dit område. Antallet af sundhedsrelaterede apps er øget med 78 procent siden begyndelsen af 2010. Herunder er apps, der overvåger hovedpiner, dit blodtryk, puls og meget andet. De kan holde styr på din kost og fitness. Nogle hævder endda, at de kan måle din lunge-volumen. Men får disse lomme-læger os til at øge vores sundhed?
»Jeg tror, at de er meget brugbare,« siger overlæge Annabel Bentley. »Alt, hvad der kan give os data og feedback og anspore os til at være aktivt interesserede i vores helbred, er godt.«
Forskning har vist, at det at have adgang til personificeret sundheds-information kan påvirke en adfærdsændring. Det er derfor, at der er så mange vægttabs- og løbeprogrammer i App Store. Det eneste problem er, at nogle mennesker køber en app og tror, at den kan ligge i deres lomme og på magisk vis reducere deres kolesteroltal eller få dem til at tage en løbetur. Forfatterne til en rapport ved navn Mobile Health 2010 advarer om, at antallet af apps, der kræver konstant opdatering og interaktivitet, hurtigt falder. Men mens din iPhone aldrig bør kunne erstatte din læge, kan de to ting arbejde sammen. »Hvis du bruger apps til at måle forskellige aspekter ved dit helbred, kan din doktor potentielt set bruge disse informationer til hurtigere at gøre dig rask,« siger Bentley.
Skader mobiler min holdning?
Et voksent menneskehovede vejer 4,5-6,3 kg – ca. det sammen som en medium bowlingkugle. Når det er placeret direkte på toppen af din nakke og skuldre, bliver det godt understøttet og musklerne velafbalancerede. Når du krummer dig sammen over et spil Angry Birds i en overfyldt togkup, er det noget helt andet.
»Musklerne i den bagerste del af din nakke skal arbejde meget hårdere for at understøtte din bowlingekugle-vægt,« siger Tim Hutchful fra The British Chiropractic Association. »Hvis du kun gør det en sjælden gang imellem, er det ikke noget problem, men sagen er, at hvis du gør det hver dag, tilpasser dine muskler sig til positionen og begynder at blive mindre fleksible.«
Hutchful anbefaler “mod-strækninger” for at modvirke effekterne og lette stivhed. Hold dine arme ud til siden med håndfladerne opad. Træk dine skulderblade sammen, og kig en smule op. Hold positionen i 10 sekunder. »Det er næsten det modsatte af, når du sidder foroverbøjet,« siger han.
Når du vender tilbage til dit spil, prøv så at rette dig op ved at holde mobilen tættere op til øjenniveau, og hold hovedet mod et sæde eller lignende. »Forestil dig en lige linje, der går forbi dit øre, gennem din skulder, hofte, knæ og ankler. I den position er du virkelig stærk.«
Er internettet vanedannende?
Hvis du nogensinde har brugt timer på Facebook, Wikipedia eller andre online-aktiviteter, virker svaret måske åbenlyst. Ja, for søren da, det er vanedannende!
Faktisk regner man med, at op til 10 procent af folk er “web-afhængige”, og surfere bruger op til 68 timer om måneden forbundet til nettet. I de mest ekstreme tilfælde er online- gaming narkomaner døde af hjerteslag efter at have spillet uafbrudt i 50 timer eller mere.
Ikke alle er dog enige i, at internettet er hele problemet. »Folk, der er afhængige af online-gambling, er i det store hele bare en gambling-narkoman, og folk, der er afhængige af porno-sider, er sex-afhængige,« siger Mark Griffiths, der er specialist i teknologi og afhængighed på Nottingham Trent University. I disse tilfælde er internettet blot et sted, hvor afhængige kan udøve deres vaner.
Griffiths tror, at for en lille gruppe mennesker kan visse internetfunktioner, såsom chatrum eller multiplayer-spil, være afhængighedsskabende.
Din egen “60 gange om dagen-Google-vane” er måske en vane, men det betyder ikke, at du har et alvorligt problem. »Vi skal være forsigtige med ikke at overfortolke folks opførsel, selvom den kan virke ekstrem,« siger Griffiths. »Jeg tror, at fordelene ved internettet langt opvejer farerne.«
Ophobes skadelige bakterier på min trykfølsomme skærm?
Med et ord: ja. Din åh så trykfølsomme skærm vrimler med bakterier.
En undersøgelse sidste år i Journal of Applied Microbiology viste, at glasoverflader som dem på dyre smartphones er perfekte ynglepladser for insekter. En anden undersøgelse af Which? rapporterede, at en gennemsnitlig mobil har mere end 18 gange så mange baciller end din toiletbørste, og en undersøgelse hævdede, at der er mere end 25.000 mikroskopiske minidyr.
På trods af det, er chancen for, at du får en farlig sygsom, mens du læser nyheder via 3G, meget lav. Der lever op til 100 trillioner mikrober på eller i dig på et hvert givet tidspunkt og endnu flere på dit tastatur og næsten enhver overflade, du kommer i kontakt med. Hvis de ikke har slået dig ihjel endnu, så er der ingen grund til at formode, at du bliver syg, når du ser YouTube. En forkølelse eller dårlig mave kan dog ikke udelukkes.
Hvis det bekymrer dig, kan du investere i etuier, der er designet til at afvise småkryb. Både Proporta- og Ecoskin-etuier har en antimikrobisk coating, som hævdes skulle reducere spredningen af bakterier. Vores råd? Glem det!
Gør internettet mig dum?
Statusopdateringer, konstante nyheder ... Bliver det hele for meget? Undersøgelser fra University of California har udregnet, at vi konsumerer tre gange så mange informationer i dag, som vi gjorde i 1960.
For nogle forskere er vores dages info-losseplads noget at være seriøst bekymrede over, og ikke kun fordi alle logger på Twitter i arbejdstiden. De siger, at vores hjerner ikke er bygget til at modtage en uendelig datastrøm, som det sker på nettet. På trods af alle de positive ting kan det konstant igangværende internet måske gøre os en lille smule dummere.
I 2010 advarede neuroforsker baronesse Susan Greenfield om, at internettet kunne infantilisere vores hjerner med søgemaskiner, der hindrer vores evne til at lære, og sociale netværkssider, der forvandler os til individualister uden empati. »I stedet for at gå blindt ind i dette,« advarede hun, »burde vi være herrerne og ikke slaverne af teknologi og kontrollere det på måder, så vi kunne gøre spændende og berigende ting med det.«
Der er beviser, der understøtter baronessens resultater. En undersøgelse fra Stanford University viste, at multimedie-storforbrugere ikke i lige så høj grad kan filtrere irrelevante informationer fra og har sværere ved at fokusere på én opgave – alle, der arbejder med 15 tabs åbent, kan sikkert genkende det. Vi kan altså måske blive forvandlet til et samfund, der nemt bliver distraheret og ikke kan fokusere på et emne, før vi mentalt dobbeltklikker os videre til næste.
Så tak gud for tablet-pc’er. Forskning fra University of Florida antyder, at brugergrænsefladen på enheder såsom iPad, med felter som vinduer og apps i stedet for stakke som på vores dekstop-computer, måske passer bedre til den menneskelige hjerne og er bedre til læring. Har du hørt et bedre argument for at bruge 3.799 kr. på en iPad?
Hvad er et sundt antal venner på Facebook?
Modstå fristelsen til at samle på venner og følgere på sociale netværkssider. Den gennemsnitlige Facebook-bruger har 130 “venner”, som regel en blanding af rigtige venner, kolleger og gamle kontakter, som du ikke ville kunne genkende, hvis du passerede dem på gaden, og tallet er, ifølge Robin Dunbar, en evolutionær antropolog på Oxford University, et meget sundt tal.
Tilbage i 1992 fandt Dunbar ud af, at størrelsen på vores hjerne lægger låg på det antal af meningsfyldte sociale forhold, vi realistisk set kan håndtere. Det såkaldte Dunbar-antal er 150.
»Der er et indre lag af omkring fem venner,« siger han. »Det næste lag tilføjer omkring 10 venner, og så kommer et lag på 50 og derefter 150. Jo længere du når ud, jo mindre tid bruger du på at socialisere dig med disse folk.«
Dunbar siger, at sociale netværkssider ikke har ændret de basale principper i denne teori. Hvis du har 700 venner på Facebook, kommunikerer du som regel kun med kernegruppen. Internettets umiddelbarhed lader dig holde øje med fjerne kontakter og forhindrer dem i helt at glide ud af din liste over kontakter, men »spørgsmålet er, om du investerer så meget i de gamle forhold online, at de nye forhold, du danner med nye folk, lider under det.«
Uanset hvad det er værd at holde fast i dine venner på den ene eller anden måde. forskning fra Brigham Young University i Utah viser, at du får højere livskvalitet af sociale bånd, så lad være med at slette alle dine kontakter på Facebook lige med det samme.
Skaber GPS'er uheld?
En undersøgelse i 2008 af Direct Line hævdede, at næsten 300.000 englændere var involveret i biluheld, hvor en GPS var impliceret. Aviserne er fulde af nyheder om tankeløse bilister, der kører den forkerte vej på motorvejen, kører ind i en bro eller endda en havn eller bare kører galt, selvom GPS’en advarer dig om at indstaste en ny destination, samtidig med at du kører ... Derudover kan software, der ikke er blevet opdateret, resultere i, at du bliver ført rundt på ældre versioner af de veje, du vil køre på.
Uanset hvad, kan det anbefales at lade være med at bruge vejviseren på korte og små ture – din hjerne vil takke dig for det. Forskere på University College London har scannet hjernerne hos taxachauffører og lokaliserede deres hippocampus, den del af hjernen, der er involveret i navigation.
»Hippocampus er essentiel for navigation, og vi bruger den ligesom en GPS,« siger dr. Hugo Spiers, som stod for undersøgelsen. »Taxachauffører, som er nødt til at finde rundt på hundredtusindvis af gader og stræder, har den mest forfinede og effektive indre GPS, der er styrket over årevis af erfaring.« Så pak din computer væk – du vil stadig nå frem, og det er måske mindre sandsynligt, at du tager din sidste tur ... hvis du forstår, hvad vi mener.
Kan computerspil gøre mig klog?
Det er vigtigt her at skelne mellem “klog” og “intelligent”, men ifølge Mark Griffiths fra Nottingham Trent University »har computerspil en terapeutisk værdi og kan øge visse evner såsom hånd-øje-koordination.«
Beviserne på, at du skal bruge en ekstra halv times tid foran Xbox hober sig op med en serie af undersøgelser på Rochester University i New York. Call of Duty for eksempel og andre førstepersons skydespil belønner gamerne med hurtigere reaktionstider, reduceret stress, mere effektiv informationsprocessering og 20 procent bedre visuel skarpsyn.
»Det er ikke overraskende, at militæret nu aktivt rekrutterer gamere, fordi strategispil tydeligvis forbedrer taktisk tænkning,« siger Griffiths. En undersøgelse fra 2010 i magasinet Current Biology viste, at gamere træffer hurtigere beslutningen i den virkelige verden end ikke-gamere og er lige så præcise.
Før du gør dig klar til en marathon-gaming-aften foran konsollen, så skal du dog vide, at der også er bagsider. Øget gaming kan også ødelægge dit søvnmønster og mindske din evne til at fokusere og være opmærksom, som ... øh... hvad var det lige, vi sagde? Zzzzzz…
Ian Taylor er redaktør på Men’s Health.
Side 1 - De mange nye...
Kan gadgets gøre mig...
Kan apps gøre mig...
Hutchful anbefaler...
Ophobes skadelige...
Der er beviser, der...
Uanset hvad det er...
Kan computerspil gøre...
...De mange nye
...Kan gadgets gøre mig
...Kan apps gøre mig
...Hutchful anbefaler
...Ophobes skadelige
...Der er beviser, der
...Uanset hvad det er
...Kan computerspil gøre
- Side 2Hjemmeunderholdning: Mest populære hos EDBPriser
Blog: | 31. jan 14:09 | |
Artikel: | 07. okt 08:46 | |
Blog: | 13. apr 13:30 | |
Artikel: | 30. nov 08:50 | |
Artikel: | 28. dec 08:30 | |
Artikel: | 10. nov 08:50 | |
Artikel: | 02. sep 08:15 | |
Reklame: | Ad from Google |







