Endnu et stort skridt ...

De lytter til David Bowie …Cirka en halv time tidligere havde den seks mand store besætning meldt til kontrolcenteret, at de var klar til at tale med præsidenten.Der var 10 minutters forsinkelse på lyden, for radiosignalerne skulle med lysets hast gennem de 160 millioner kilometer univers, der adskiller Jorden fra Mars. Astronauterne kigger ud på Marslandskabet, mens de venter på svar fra Jorden. Deres støvleaftryk væver sig i ottetaller rundt om landingsmodulet, og de snakker om, hvorvidt de er de første levende væsener, der har gået rundt på den stenede, rødlige jord under dem. Om der vitterligt er ”life on Mars”…

Endelig kommer radioen i gang igen med en knasen. ”Godmorgen” siger den fjerne, glade stemme. ”Jeg er præsident Reagan. Hvordan går det på Mars?”
Det er året 1984, og det her er, som det skulle have været – eller hvordan det ville have været, hvis rumforsker-drømmen havde fået lov til at leve videre efter 1970’erne. Efter Neil Armstrong havde trasket rundt på Månen 40 år tidligere, planlagde NASA at flytte mennesket videre rundt i solsystemet. Der skulle bygges en Månebase. Astronauter skulle nå den røde planet midt i 1980’erne.
Men det holdt ikke. Da både penge og politisk støtte slap op, blev Apollo-programmet droppet i starten af 1970’erne. Siden da er der ikke noget menneske, der har bevæget sig uden for et lavt kredsløb om Jorden. En rejse der cirka svarer til en rejse fra London til Edinburgh – dog lodret.
Nu, efter næsten 40 års stilstand, har menneskeheden fået rejse- og opdagelseslysten tilbage. I de næste årtier vil mennesket rejse længere væk fra Jorden end nogensinde før og ændre rummet fra at være et tomt vakuum til en myretue af eventyr og industri. Ferie i rummet, minedrift på Månen og ikke-grønne mænd på Mars kan blive en virkelighed.

”Rummet vil blive et trafikeret sted igen”, siger NASA’s John Connolly. ”Flere og flere lande vil slutte sig til broderskabet af rumrejsende nationer, og kommercielle virksomheder vil snart sende folk i kredsløb. Det bliver helt utroligt”.

2010-2025: Klar til opsendelse

NASA regner med at vende tilbage til Månen i 2020. Det var det direktiv, George W. Bush gav i 2004. Dog synes Obama-administrationen mindre opsatte på det. Rumagenturet er vilde for at genopdage sin mojo og tage mennesket ud af Jordens sikre kredsløb og længere ud i kosmos end nogensinde før. Et nyt besøg til Månen ville være det perfekte, første skridt til et nyt kæmpeskridt.
”Vi gjorde det sjusket i Apollo-programmet; ’quick and dirty’, som vi ville sige”, siger Connolly. ”Men vi blev ikke længe nok på Månen til at lære, hvordan man kan overleve deroppe. Det var en 3-dages udflugt. Når vi tager derop igen, er det for atlære, hvordan man kan bruge Månen som et grundlag for at genlære kunsten at udforske rummet.”

Som fartøjs-design-manager er Connolly en af arkitekterne bag CONSTELLATION, som NASA’s nye, store plan til at komme tilbage til Månen hedder. Space Shuttle-programmet bliver pensioneret næste år, og en ny flåde af rumfartøjer skal transportere astronauter og udstyr tilbage til Månen.
Det er ikke alle, der er lige ivrige. Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved sikkerheden i de nye rumfartøjer, og en mulig krise inden for finansieringen af projektet kan slukke Constellations raketter, inden de når affyringsrampen. Tidligere på året beordrede Barack Obama en uafhængig gennemgang for at fastslå, hvorvidt NASA skal fortsætte mod Månen som planlagt. Mere specifikt: om Amerika har råd til det.

I en foreløbig rapport indgivet til kongressen for kort tid siden, annoncerede komitéen, at NASA kunne komme til Månen med de planer, de allerede har lagt. De kan endda nå til Mars i 2020’erne, hvis de klemmer ballerne sammen.
Der er bare et lillebitte problem: Rumagenturet har ikke råd til nogen af delene på deres nuværende budget.

”Aktivitet i rummet bliver så meget desto mere besværligt, når midlerne ikke når forhåbningerne, skrev komitéen. Rapporten advarer om, at NASA får brug for yderligere tre milliarder dollars årligt på deres 18 milliarder store budget, for at komme til Månen og videre ud i rummet. Rumagenturets skæbne ligger i Washingtons hænder, hvor politikerne står overfor, hvad en tidligere NASA-chef har kaldt, en Kennedy (ja) og en Nixon (glem det)-beslutning.
”Alle kortene er lagt på bordet”, medgiver Connolly. “USA bliver nødt til at beslutte sig for, om de vil være førende eller stå på sidelinjen af menneskets udforskning af rummet”.

Selv om NASA muligvis beholder begge ben på Jordens overflade, vil Månen dog ikke komme til at ligge ubesøgt hen. Nye menneskefodspor vil blive sat på den kridtede overflade inden for de næste 20 år, men de vil højst sandsynligt blive kinesiske.

Siden de sendte deres første astronaut ud i rummet i 2003 – og dermed blev underligt nok den kun tredje nation til at gøre det efter USA og Sovjetunionen – har Kina vist sig som en beslutsom rumfarer-nation. De lægger store planer og regner med at starte en rumstation inden 2011.

De vil også have kinesiske astronauter på Månen inden udgangen af 2024. Det ligger så tæt op af NASA’s planer, at det kan ligne et nyt rumkapløb. Dog bliver det ikke et kapløb, som det var i 1960’erne, men der er helt sikkert håne-ret på spil. Vil NASA, den stolte frontløber i rumræset de sidste 40 år, blive tvunget til at træde tilbage?

”Det afhænger alt sammen af timing”, siger Connolly. ”Hvis USA fastholder sine nuværende planer om at sende mennesker til Månen i 2020, så bliver vi de første. Men kineserne har en meget fastlagt plan for, hvordan de vil udforske rummet. De forhaster sig ikke. De gør tingene rigtigt, så det er muligt, at det næste flag på Månen bliver et kinesisk flag”.

Andre nationer kigger også mod himlen i det kommende århundrede. Rusland har planer om at bygge nye raketter, som endelig vil kunne tage kosmonauter til Månen og videre ud i rummet. Indiens rumorganisation overvejer at sende sin første bemandede mission i kredsløb om Jorden inden for 10 år. Europæisk Rumfarts Organisation varmer også op med en britisk testpilot linet op til at blive den første mand, EU sender ud i rummet. Iran og Nordkorea har også sagt, at de agter at sætte rummissioner i gang – muligvis blot for at irritere Vesten.
En anden spiller, der kan være med til at revolutionere rumrejser, er private virksomheder og dermed også dig – forbrugeren. Det første kommercielle rumrejseagentur er snart klar til at tage betalende kunder med op i kredsløb. For 107.000 engelske pund kan Richard Bransons (ham der skabte Virgin), Virgin Galactic flyve dig på en miniferie, som du aldrig har prøvet det før, i et rumfærgelignende ”rumfly” – snarere end en raket.

”Det bliver to en halv time i den mest intense oplevelse, du nogensinde har prøvet”, lover Will Whitehorn. Som direktør i Virgin Galactic og Richard Bransons højre hånd er han en ret god ferierejserepræsentant.

Han beskriver, hvordan et moderskib vil flyve dem op i 15,2 kilometers højde, og så ”bliver du smidt fra moderskibet, og rumskibets raketter sætter i gang”, og han fortsætter: ”Det går fra nul til lydens hastighed på 6,9 sekunder, og du kommer til at opleve mach 3 inde i flyet. Så bliver du vægtløs i cirka 5 minutter. Du vil komme til at se, hvor sort universet er, den blå planet under dig og rundt regnet 25.000 km i hver retning”. Det lyder ret godt, ikke?

Whitehorn fortæller, at han har 300 passagerer, der allerede har betalt – fra Stephen Hawking til Victoria Principal – og 40 millioner dollars i depositum. Fartøjet har allerede været i rummet før, og de kommercielle testflyvninger var fastsat til slutningen af 2009. Når de er færdige med testflyvningerne, vil virksomheden ansøge Federal Aviation Authority om tilladelse til at fortsætte med de kommercielle flyvninger. Vi vil muligvis se en helt ny industri her inden for de næste fem år.

En virksomhed, der kalder sig Bigelow Aerospace, er allerede i gang med at udvikle og teste et tidligt udkast til et kredsløbs-hotel. Virgin regner så med at flyve til det hotel i fremtiden, og Whitehorn er overbevist om, at det vil være almindeligt og til at betale at rejse i rummet i vores levetid. ”Prisen for en billet til den Boeing Pan-Am Clipper, der fløj over Atlanten i 1939, var 89.000 dollars i nutidig valuta”, siger han. ”Enkelte frygtløse betalte den pris og viste vejen til en industri, som nu kan gøre det samme for 800 dollars. Så når folk siger, at man aldrig kan få prisniveauet ned, har de ikke lige tænkt over dynamikken i den industrielle historie. Det her bliver stort.”

2025-2060: Destination Mars

Nu hvor kommercialiseringen af rummet allerede er godt i gang, er der nogle, der mener, at NASA burde overlade de lave Jord-kredsløbsture til de private virksomheder og vie dem selv til god, gammeldags rumudforskning. Så hvad er næste stop? Næstefter Månen er der kun én destination alle kan blive enige om – men det er godt nok svært at komme derhen. ”Mars er ikke kun det næste skridt efter Månen”, siger Connolly, ”det er oven i købet et gigantisk skridt”.
Når kredsløbene ligger helt rigtigt, er den røde planet 59 millioner kilometer væk fra Jorden, og det er så den kortest mulige afstand. På en dårlig dag er det 250 millioner kilometer. ”Det vil tage omkring seks til otte måneder at komme derud, og når du når frem, ligger Jorden forkert i forhold til at kunne komme direkte tilbage”, siger Connolly. ”Du vil blive nødt til at blive på Mars 500 dage, før du kan starte motorerne til tilbageturen. Hele missionen ville tage noget i stil med to et halvt år.”

Afstanden vil give omfattende problemer: Dels teknologisk, men især hvad angår menneskekroppen. På Jorden bliver vores fysik vedligeholdt af tyngdekraften. Hver gang du rejser dig fra sofaen for at hente en øl i køleskabet, kæmper din krop mod en formidabel naturkraft i form af de seks trillioner (et sekstal med 18 nuller bagefter) tons sten, du satte dig på, da du tændte fjernsynet. Tag den naturkraft ud af ligningen, og se hvor galt det går.

”Ude i rummet vil dine knogler og muskler svinde ind”, forklarer dr. Kevin Fong, medstifter af Centre of Aviation, Space and Extreme Environment Medicine. ”Du vil også få problemer med din hjerterytme og din øje-hånd-koordination”.
Det er ikke just beroligende for de første, der skal til Mars, der vil befinde sig mindst 56 millioner kilometer fra det nærmeste hospital og samtidigt har dødelige doser af rumstråling at forholde sig til.

”De her gutter vil suse skrigende mod Mars’ overflade med fem-seks tusind kilometer i timen med porøse knogler og et svækket hjerte-kar-system”, forklarer Fong. ”Det bliver ret slemt”.

NASA og de andre rumagenturer er klar over alt det her, men vil stadig gerne sende mennesker hen, hvor robotprober allerede har været. Kina har øremærket tidsrummet mellem 2040 og 2060 til menneskeudforskning af den røde planet. Nogle af de gamle drenge fra NASA synes, at USA bør klare det inden.
På fyrreårsdagen for Månelandingen, opfordrede Buzz Aldrin NASA til at fastsætte 2035 som året for at sætte en mand på Mars. Et dokument lækket fra NASA i september, kaldet Generation Mars-dokumentet, synes at indikere en plan B om at skippe at tage tilbage til Månen i det hele taget. ”Vi tager til Mars, fordi det er menneskets næste, store udfordring”, stod der i dokumentet og fortsatte: ”Det er spændende og inspirerende, og dét NASA burde gøre”.

2060 og frem: Universets Herre?

NASA’s planer for at toure rundt i solsystemet er måske stadig usikre, men det har ikke stoppet dem – og andre – i at tænke endnu større, dristigere og mere science fiction-agtigt. Man tester allerede næste-generations fremdriftssystemer, såsom ion-motorer og sol-sejl og kraftfelter, er på skitseplanen. John Connolly er overbevist om, at der ikke bliver mangel på steder at tage hen, hvis vi kan udvikle teknologien til at få os derhen.

”Jeg synes, at en bemandet mission til en asteroide tæt på Jorden, ville være meget nærliggende”, siger han. ”Dét ville være lige efter Månen på mine personlige missionsplaner, og hvis man tænker længere frem, kunne det være skægt at stå på ski på [Jupiters ismåne] Europa”.

Han joker kun en lille smule, for når mennesket begynder minedrift i rummet – de tidligste estimater for dette er på, at virksomheder vil udvinde Helium-3 fra Månen til fusionsreaktorer på Jorden i 2020’erne – vil industrialiseringen kræve, at vi bygger baser på enhver sten, der bare har lidt monetær værdi for mennesker.

Ligesom ved at tage til Mars vil de største problemer dog være, hvordan vi overlever disse steder. ”En rumkoloni vil være dybt problematisk”, advarer Fong. ”Vi snakker om at sætte et helt økosystem derop. Det er svært at genskabe en selvgenererende biosfære – man har eksperimenteret med at lave biosfærer her på Jorden, og dét mislykkedes meget hurtigt.”
Det største problem ved en fremtidig ark i rummet vil være at skaffe og skabe mad og ilt til de generationer af mennesker, der vil søge at krydse de enorme tomrum mellem stjernerne. Vores egen hjemplanet skulle være ret meget på spanden, for at man skulle kaste sig ud i sådan en mission inden for den overskuelige fremtid.

En ting man dog ikke skal bekymre sig om, er den manglende tyngdekraft, det er faktisk ret let at skabe kunstig tyngdekraft.

”Det svarer faktisk til det trick, du laver på stranden, hvor du svinger en spand rundt om hovedet, uden at vandet falder ud”, forklarer Fong, der har arbejdet med NASA på at imitere effekten i et rumskib. Hemmeligheden er at bygge et skib, der roterer, mens det flyver, så centrifugalkraften erstatter tyngdekraften.
”For at få et rumskib til at lave 1 G – dét som vi udsættes for lige nu – skal det have en diameter på 125 meter og rotere om sin egen akse fire gange i minuttet”, siger Fong. ”Så undgår du også, at folk kaster op på hinanden”.

Det ville dog blive en kvalmende lang tur alligevel. Den nærmeste stjerne er 4,2 lysår væk. ”Det er svært at fatte afstandene mellem stjernerne”, siger Fong. ”Det gør én helt målløs. At overveje at krydse disse tomrum med noget som helst, der minder om den teknologi, vi har nu – eller bare respektfuldt følger fysikkens love – er vanvittigt”.

Det, vi har brug for, er, naturligvis, evnen til at flyve hurtigere end lyset. Problemet er desværre så, at det er netop en af dén slags ting, fysikkens love ikke tillader. At vi kun kan sende et rumfartøj af sted med lysets hastighed (og med en uendelig energikilde), har ikke forhindret nogen videnskabsmænd i at kigge efter smuthuller i universets love. Hvad nu hvis vi for eksempel i stedet for prøver at accelerere et rumskib til warp speed (altså hurtigere end lysets hastighed) prøver at presse selve rumtiden sammen? Tidligere på året undersøgte professor Gerald Cleaver ved University of Baylor i USA netop denne mulighed, og konklusionen blev et absolut måske.

”Vi ved, at det kan lade sig gøre, for det skete i de første fraktioner af det allerførste sekund af universets fødsel”, forklarer Cleaver. ”Selve rummet udvidede sig og opnåede hastigheder meget hurtigere end lysets”.
Det betyder altså, at hvis vi på en eller anden måde kunne påvirke rumtidens form foran og bagved et rumskib, kunne det have den samme effekt som at rejse hurtigere end lyset. Selve rumskibet ville ikke flytte sig, men det ville det omgivende rum.

Vi kunne opnå denne form for overvældende bevægelse ved at manipulere med en mystisk kraft, der kaldes ’dark energy’”, siger Cleaver. Det ville kræve en frygtelig masse energi. ”Hvis vi går ud fra, at rumskibet er 10 kvadratmeter, vil den energi, der skulle til for bare at starte processen, svare til hele Jupiters masse. Det er ikke umuligt, men jeg ville give det mindst 1.000 år”.

Der skal ske radikale revolutioner inden for viden og teknologi for at gøre den slags teknologi mulig, men ingen ved hvor eller hvem, det skal komme fra. Nogle videnskabsmænd tror, at fremtidige fremskridt vil komme fra rumvæsener, der allerede har opfundet teknologien.

Seth Shostak er astronom ved SETI instituttet i Californien, og det er hans job at kigge efter intelligent liv i rummet ved at scanne himmelrummet for afslørende radiosignaler eller laserpulser fra et teknologisk sofistikeret samfund. Shostak tvivler på, at et rumskib en dag pludselig vil svæve over et eller andet punkt på Jorden, men han tror på, at vi i dette århundrede vil opfange et signal fra rumvæsener med informationer om dem selv, de har sendt ud i kosmos – ligesom NASA har gjort på menneskehedens vegne. Sådan en opdagelse ville være meget informativ.

”De vil være klar over, hvor besværligt det er, at sende information frem og tilbage på grund af afstandene, så de vil nok bare sende det hele med det samme. En masse information, ligesom biblioteket i Alexandria. Så må vi bare håbe på, at de har gjort det forståeligt for os …” siger han.

The final frontier …

Det er umuligt at forudsige, hvor hurtigt udviklingen i rumteknologien vil gå. Det tog menneskeheden mindre end 500 år, fra at vi kiggede på Månen i et teleskop, til vi satte fod på den. Efter nogle få Apollo-missioner blev vi trætte af det.
Nogle mener, at flere kvantespring inden for rumudforskning er uundgå-elige, for opdagelse og udforskning er indbygget i os mennesker.

”Jeg kiggede på mit barnebarn forleden dag, mens hun gennemgik alle skabe i huset – uden nogen anden grund end for at se, hvad der var bag hver låge”, fortæller John Connolly. ”Det er sådan, vi alle sammen har det et eller andet sted. Vi vil vide, hvad der er bag den næste dør eller bag den næste bjergkæde. Når vi kigger over Månens bjerge, kan vi se Mars, og dét er den næste dør. Det er fordi, der er noget dybt inde i os alle sammen, der vil være det barn på udforskning”...