Uj hvor gad jeg godt have haft den her, da jeg rejste verden tynd som sælger for et par år siden! Alle de kvitteringer der skulle holdes styr på, og alle de boarding-kort og baggage-tickets og visum-ansøgninger etc. kunne virkelig give grå hår i hovedet ved hjemkomsten! “Fik jeg nu det hele med?” - “Hvor er nu den kvittering fra kundemiddagen i Brasilia i torsdags?” “Hvad var det, jeg fik skrevet på baggage-claim billetten i Tunis?” - hopla: nu er der en løsning.
Brookstone har lavet iConvert Scanner, der - som navnet antyder - er en iPad-centreret scanner med et minimalt fodaftryk, der scanner op til A4-størrelser med 300 dpi.
Og den er nem at bruge: plant din iPad / iPad 2 ovenpå scanneren, åbn iConvert app’en (gratis på App Store), og fodr så dokumenter, kvitteringer, billeder, breve, tegninger og hvad du ellers skal have digitaliseret ind i scanneren: Du vil se det scannede resultat dukke op på iPad’ens skærm i realtime, og er du tilfreds med resultatet, trykker du save - så bliver billedet gemt i din fotomappe.
Herfra kan du så maile eller printe (til en kompatibel printer...) præcis, som du er vant ved med dine billeder - det er da nemt?! Det eneste jeg ikke har kunnet afdække er, om den skal bruge mere strøm, end den kan få gennem 30-pins connectoren på toppen af scanneren, eller om den er totalt trådløs? Og så kunne en dokument-føder være fabelagtig som ekstra-udstyr! For så er jeg faktisk klar til at lægge de USD 149,00 / DKK 868,43 de vil have for den på deres hjemmeside - også selvom der nok ryger moms på i tolden...