Fra første øjeblik man rammer sporet i Geels eller Rude Skov, er der ingen tvivl om, at det ikke er udstyret, men denne anmelders talent eller mangel på samme, der sætter begrænsningen. Og det er jo også sådan, det bør være! Vi har været ude at få ømme lår på noget så sjældent som en dansk mountainbike. Navnet er Rivette, og det er ikke en cykel, du møder hver dag. De lever det stille liv og leverer til de kræsne. Rivette kan nemlig være med i toppen af rammedesign – også når vi sammenligner med de multimillion-store, amerikanske firmaer. Rivette er udviklet med hjertet, og F8 er dets første såkaldte full suspension MTB-ramme. Det betyder, at den både har affjedring i forgaflen og i bagrammen. Det sidste er avanceret mekanik/teknologi, men betyder, at du får bedre greb i det bløde underlag, når du kører ned ad de hårrejsende stejle spor. Men også at du kan bruge energien på at træde i pedalerne frem for at hoppe rundt i sadlen.
Rivette F8 VEJL. PRIS: 14.995 kr.
PRODUCENT: www.tokind.dk PLUS: Unikt design, hvor detaljer og funktion går op i en højere enhed.
MINUS: Prisen gør den til MTB’en for de få.
DOMMEN: Rivette F8 er uden tvivl en af markedets smukkeste og samtidig blandt de bedste i sin klasse. Den er alle pengene værd, og du vil vække opmærksomhed, når du rammer sporet, uanset om du vælger den i carbonsort eller trendy hvid!
Carbon hele vejen
En full suspension MTB-ramme er faktisk delt i to. Du har den normale ”trekant” som andre cykler, men hele bagrammen er hængt op i bevægelige lejer, og en dæmper sørger for, at den holdes på plads. Denne – fra Fox – kan justeres præcist efter din vægt, men du kan også indstille den, mens du kører, så bagrammen er hård (når du kører lige ud på flad vej) eller blød (så rammen kan absorbere de mange stød fra underlaget i skoven). Fox-bagdæmperen koster små 3.000 kroner alene!
Men selve rammen tager også mange stød. Den er nemlig håndbygget i carbonfibre. Rammen er lavet, så den absorberer stød nedefra, men er ultrastiv, når du træder i pedalerne. Det er noget, du virkelig kan mærke – cyklen føles stiv, og alligevel ”udglatter” den både små og store stød fra underlaget. F8 er dertil konstureret med masser af detaljer, som du kan nyde, efter du har hostet venstre lunge op efter en hård opkørsel!
Gearet op med det bedste
Rivette F8 er ikke en cykel, du ser mange steder, alene prisen på 15.000 kroner for rammen sætter jo sin naturlige begrænsning! Vi har monteret en Fox Float-forgaffel, Shimano XTR-geargruppe og ikke mindst de super stive Crank Brothers Cobolt-hjul. Det er en kombination, der betyder, at vægten er omkring 9 kilo, hvilket er meget let for en fuld affjedret MTB. Samtidig er det nogle af de bedste og smukkeste dele, du kan købe. Det betyder dog, at den samlede pris ligger i nabolaget af 45.000-50.000 kroner. Vi går aldrig ned på udstyret her på T3! Men mindre kan gøre det, og du kan sagtens bruge billigere dele og stadig få fuldt udbytte af Rivettens egenskaber.
Unik sjældenhed i skoven
Uanset om du vælger den ultimative løsning, som os, eller en med billigere dele, vil du frydes over de egenskaber, cyklen har, når du rammer det tekniske MTB-spor. Den absorberer stødene med stor lethed og har et ”flow”, som bare føles rigtigt. Du tænker ikke over, om cyklen er god, når du kører. Det er faktisk den bedste anbefaling, da man altid opdager, når det ikke virker!
Rivette F8 er ikke uden konkurrence, men den kan være med blandt de bedste i verden – uanset prisklasse. Det er lidt af en bedrift fra en lille, dansk cykelfabrik. Kan du undvære fuld affjedring, laver Rivette også såkaldt hardtails og færdige MTBs til noget lavere priser.