Når der spilles ældre spil, forfalder man ofte til floskler, som at der var mere fokus på gameplay frem for grafik, da der “dengang” ikke var samme tekniske niveau. Naturligvis er der noget om snakken, men det er også skruen uden ende, da visse titler for ti år siden var grafiske kæberaslere.
De to måske mest banebrydende, i hvert fald de mest originale PS2-titler for små ti år siden, var “Ico” og “Shadow of the Colossus” af Team Ico, som Sonys japanske spilafdeling blev kaldt. Særligt sidstnævnte titel havde et helt fantastisk grafisk design til at pynte på et helt unikt spilkoncept. Nu er begge spil udkommet i en samlet pakke på Blu-ray, hvor grafik og lyd har fået en kærkommen HD-ansigtsløftning, der samtidig gør dette til en helt uomgængelig spilpakke til PS3.
Team Ico introducerede med de to titler en nærmest kunstnerisk tilgang til spil, hvor skæve gåder og anderledes tænkte løsninger på disse blev søsat i flotte grafiske og atmosfæriske landskaber. En del af tanken, som i “Shadow of the Colossus”, var så at bruge miljøet til at bekæmpe kæmpestore monstre på kreativ og nærmest meditativ vis.
Selvom det hurtigt kan lyde kedsommeligt, formår både “Ico” og “Shadow of the Colossus” at være eventyrligt dragende og ekstremt udfordrende. Har du ikke prøvet titlerne på PS2, er denne lille samling et klart ”must have”.