Der begynder at dukke flere og flere 3D-printere op, og de begynder heldigvis også at falde i pris såsom denne 3D-printer til under 8.000 kroner. Og det er bestemt ikke gået The Pirate Bays næse forbi.
Det lyder måske i første omgang underligt, at The Pirate Bay interesserer sig for 3D-printere, men forklaringen er helt åbenlys. Den lov-udfordrende organisation interesserer sig jo for kopiering og deling, og når 3D-printere bliver standard, så skal folk naturligvis have ting at printe ud. Derfor har Pirate Bay introduceret en ny sektion ved navn ”Physibles”, skriver Techblot.com. Det skal være et sted, hvor ejere af 3D-printere i fremtiden kan finde og dele filer med digitale data-objekter, som de kan printe ud.
The Pirate Bay siger desuden, at de regner med, at der går omkring. 20 år, før du kan begynde at printe dine egne sko ud, reservedele til din bil og andet sjovt. Det kan være med til at reducere forsendelsesomkostninger og måske endda børnearbejde, mener de.
Indtil videre ligger der syv Physible-modeller på Pirate Bay. Vi er spændte på, om fremtiden bringer piratkopiering af Nike-sneakers, designer-kunst og andet kopi-beskyttet materiale. Piratkopiering kan nå helt nye højder… når altså lige problemer med 3D-printets kvalitet bliver løst…