Det mærkes godt nok som varm luft, der bliver blæst i hovedet på os - og der bliver hvisket vaporware rundt omkring på nettet. Men vi tror på det bedste i folk. Sådan er vi. Så her kommer nyheden: Det danske firma Lumigon, der har snittet på en Android-baseret mobiltelefon i årevis, meddeler, at det er klar til at vise noget frem på Mobile World Congress i Barcelona om 27 dage.
På firmaets hjemmeside tælles der ned, under teaseren "Something is about to happen ...".
Der er dog god grund til at være skeptisk. Det er nemlig ikke første gang at Lumigon har lovet at vise os en mobiltelefon. Faktisk er tredje eller fjerde gang. Det er snart to år siden at Lumigon mobilen blev vist frem første gang. I oktober 2010 gik Lumigon endda så langt at invitere udvalgt dansk presse til lancering af denne, den første danske Android-mobil. Ak ja.
Men nu skulle den altså være god nok. Ifølge Lumigons side på Facebook vil mobilen være baseret på den seneste aftapning af Android, kaldet Ice Cream Sandwich.
T3 vil være tilstede på Mobile World Congress og vi glæder os bestemt til at se, hvad Lumigon kan vise frem ... eller rettere: Om de har noget at vise frem.