Helt sin egen er en meget god betegnelse for Sonys nye Vaio VGN-P21Z, i dagligdagen omtalt som Vaio P. Her er tale om et livsstilsprodukt af reneste kaliber, ingen tvivl om det. Hvis man køber en Vaio P, er man sikker på beundrende blikke, og det signalerer, at man er med på beatet, uanset hvad det måtte koste. Det er et produkt med lignende signalværdi, som produkterne fra æbledrengene i Cupertino besidder. Sony Vaio P er dog meget mere end det, den introducerer en helt ny formfaktor for notebooks. Den brager desuden lige ned i netbooksegmentet, som en kostbar diamant i en bunke kul. Den minder i størrelse, vægt og ydelse om netbooks. Prismæssigt er den svinedyr med en pris på 8.000 kroner mod normalt 2.300 til maks. 4.500 for meget dyre netbooks. Det her er ikke fornuft, det er stil af den nonchalante slags!
Sony VGN-P21Z VEJL. PRIS: Ca. 8.000 kr.
PRODUCENT: Sony PLUS: Vaio P er ekstrem lækker, den har en dejlig skærm og et anvendeligt tastatur, samt et fantastisk joypad.
MINUS: Den virker træg i brug, ikke egnet til tungere arbej-
de. Hakker i videoer, Kræver godt syn. Ufatteligt dyr.
DOMMEN: Utroligt lækkert livsstilsprodukt, egnet til lettere surfing og
småjobs. Den træge brugeroplevelse lægger en dæmper på morskaben.
Specs
FAKTA: Processor Intel Atom Z520 1,33 GHz
Grafik Intel GMA 500
Ram 2 GB ddr2
OS Vista Home Premium
Harddisk Toshiba 60 GB
ForbindelseR 802.11b/g/n, 3G, Ethernet, bluetooth
Skærm 8 tommer LED, 1600x768 pixel
Tilslutninger 2xUSB 2.0, 1x Expansionport, RJ45/VGA via adapter, Hovedtelefon
Dimensioner/vægt 245x120x19,8 mm/638 g.
Nyt format
Sony VGN-P21Z sprænger rammerne for, hvilket format en notebook eller i dette tilfælde en netbook skal have. Skærmen er på 8”, men har en usædvanlig skærmopløsning på 1600x768 pixel. Hvilket er et noget andet forhold end de gængse 16:10 og 16:9 formater. Skærmbilledet bliver derfor naturligt nok meget aflangt og smalt, der er meget lavere til loftet så at sige. Nu kunne man godt tro, at der så skal scrolles meget mere end på en skærm med formatet 16:9. Det er ikke tilfældet, så længe der er tale om en skærm med samme antal horisontale skærmlinjer. Eksempelvis en skærm med opløsningen 1366x768 pixel. Alligevel kræver skærmen lidt tilvænning. På grund af den ekstremt høje opløsning i forhold til skærmstørrelsen giver den et glimrende overblik. Prisen, der betales for dette, er, at alting bliver ekstremt småt. Tekst står virkeligt småt på skærmen ved standardindstillingerne for Windows. Undertegnede kunne lige læse det, omend det må siges, at det var befriende, da bøjlen fra læsebrillen lagde sig trygt bag øret. Man kan også ændre standardindstillingerne for skrift i Windows fra 96dpi til 120dpi og dermed lettere læse tekst. Det gør dog, at du må scrolle en anelse mere.
Brugerovervejelser
Vores samvær med Vaio VGN-P21Z var præget af skiftevise oplevelser af ren velvære og skiftende grader af utilfredshed. Det er en skøn, lille sag, den har det dér udefinerbare. Her er der på trods den minuitive størrelse og en kampvægt på blot 638 gram ingenting, der virker plasticagtigt. Designet er virkeligt vellykket, den slanke netbook passer faktisk i en velvoksen sidelomme. Vores eksemplar var med bordeauxfarvet overflade, der glimrede ved at give indtryk af at have dybde. Fedtede fingre, åh jo det kommer. Skærmen er indkapslet og virkelig lysstærk, dog er den tilbøjelig til at indfange reflektioner. Det lille lommefantom drives frem af en Intel Atom Z520 processor på 1,33 GHz og 2 GB ddr2 ram. Harddisken er på 60 GB, hvilket er beskedent selv i netbook-segmentet.
Overraskende nok har Sony valgt at lægge Windows Vista Home Premium på computeren. Det gør den unødigt træg, men det vender vi tilbage til. Noget, der virkelig imponerer i brug, er tastaturet og den indbyggede joypad. Tastaturet er virkeligt brugbart trods den lille formfaktor, den har ovenikøbet en virkelig god feeling. Der er ikke blevet plads til en touchpad, den indbyggede joypad gør dog, at man ikke savner den. Den giver fantastisk kontrol med curseren. De to genvejsknapper foran tastaturet skal nævnes, de kan begge konfigureres til forskellige opgaver, hvilket øger brugeroplevelsen. Trådløse netværk kan med et snuptag deaktiveres via skyderen på fronten af maskinen. Her er Vaio P godt repræsenteret med IEEE 802.11b/g/n, indbygget 3G samt bluetooth.