Om det skyldes at der er røget for få abonnementer over disken er uvist, men Boxer meddeler i dag, at selskabet sænker prisen på sin mindste tv-pakke, Boxer Mini, fra 89 kroner til blot 49 kroner.
Boxer Mini indeholder TV 2 News, TV 2 Charlie, Kanal 4 og Kanal 5, svensk TV4, norsk TV 2 samt tyske ARD. Og i forvejen kan man kvit og frit med en almindelig antenne og en digital modtager se DR1, DR2, TV 2 og DR Update digitalt. 1. november kommer yderligere fem gratis tv-kanaler: en folketingskanal, en kanal med lokalt og regionalt tv, de tre nye DR-kanaler DR Ramasjang, DR K og DR HD - i alt 16 tv-kanaler.
"Vores prissænkning giver alle de danskere, der står foran sort skærm ved udgangen af måneden, et let valg. Man kan faktisk prøve betalings-tv-kanalerne gratis i et år, og når man ikke længere vil være kunde hos Boxer, har man stadig sin egen boks, der stadig giver adgang til alle DRs kanaler og TV 2, nu og i fremtiden. Mere enkelt bliver det ikke," siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV.
De Boxer-kunder, der allerede har købt Boxer Mini, får prisen sat tilsvarende ned, meddeler Boxer.