At det ikke altid er lige nemt, at få sine idéer solgt til filmbranchen når man er ung og uprøvet, kan debuterende instruktør Rasmus Heide sikkert godt skrive under på. På trods af, at have den populære stand-up komiker Mick Øgendahl som manuskript-medforfatter, kunne Heide og Øgendahl ikke sælge deres projekt til det danske filminstitut, og kunne dermed ikke få den økonomiske støtte der skulle til for at lave deres fælles komedie "Blå mænd". Men heldigvis fandt de en udvej, for "Blå mænd" er resulteret i en ganske fornøjelig film.
PRIS: 200 kr.
DOMMEN: "Blå mænd" byder på mange små finurlige optrin, og er alt i alt et
fornøjeligt bekendtskab. Der er dog ikke så meget kød på historien i
filmen, og den lever mere på den måde den portætterer sine figurer på.
Det er tvivlsomt hvor stor gensynsglæde den har, men som uforpligtende
sjov leverer den varen.
FAKTA: Original titel: Blå mænd
Instruktør: Rasmus Heide
Medvirkende: Thure Lindhardt, Troels Lyby, Sidse Babett Knudsen, Mick Øgendahl m.fl.
Produktionsår: 2008
Længde: 80 min.
Premiere (DVD): 17-02-2009
Distributør: Scanbox
I "Blå mænd" møder vi Jesper (Thure Lindhardt), som har et godt job som sælger i et stort firma. Men efter en ubetænksom beslutning, bliver han taget for spirituskørsel, og bliver idømt samfundstjeneste på en genbrugsplads. Det er ikke noget der huer Jesper, at blive en af de "blå mænd", selvom de retteligt er orange, som hans sagsbehandler konstaterer. Men Jesper har ikke noget valg, og må afsted til pladsen hvor han skal arbejde sammen med den regelrette leder Theodor (Troels Lyby), dagdrømmeren Lotte (Sidse Babett Knudsen) og døgenigten Dion (Mick Øgendahl).
Manuskriptet til "Blå mænd" er som sagt skrevet af Mick Øgendahl og instruktør Rasmus Heide, og det er de sluppet pænt afsted med. Ja, det er meget klichéfyldt, og bare hele grundhistorien om manden der er højt på strå, men som pludselig ser det gode i de mennesker han før har set ned på, er både brugt og misbrugt et utal af gange.
Det er dog heller ikke det der er godt ved filmen, men det er tværtimod portrættet af de ansatte på genbrugspladsen, som er skåret med stor kærlighed til de skæve eksistenser, og det er når vi er her mellem skrot og skrammel, at filmen lever bedst. Eneste anke jeg har imod dette farverige firkløver i kedeldragter, er Sidse Babett Knudsens Lotte, som er centrum i nogle actionfyldte fantasier i sit daglige arbejde på pladsen. Det virker malplaceret, og jeg synes, at det trækker publikum ud af filmens lette og luftige tone på en forkert og forstyrrende måde.