Augmented Reality

På en måde er Augmented Reality bare en ny måde at tilgå data på, men konsekvensen i samfundet kan være koloenorme. Lidt ligesom paradigmeskiftet fra papirprint til internettet: Internetrevolutionen førte til, at data blev mere kontekst-specifikt. I stedet for at rode igennem dit lokale biblioteks Dewey Decimal-system og derefter finde det rigtige kapitel frem, er informationen lynhurtigt fundet og let at søge i.

Augmented Reality vil tage dén udvikling et kæmpeskridt videre og gøre vores forhold til data endnu mere ergonomisk. Information vil blive indsamlet fra nettet og sat i kontekst i vores hverdag, så du ikke behøver gå på nettet og søge for at finde gode barer i nærheden. Det vil poppe op foran dig, hvor de ligger med de nyeste brugeranmeldelser, hvad dagens ret er, og om de har Wi-Fi.

”Hyperlinks i den virkelige verden”, som Rolf Hainich, der har skrevet ”The End of Hardware”, kalder det, giver os muligheden for at leve vores liv mere brugervenligt.

Første generations Augmented Reality

Teknologien, der får danske reklamer til at flimre rundt på banderne rundt om en udebane i fodbold eller får forboldholdets logo til at buldre frem på skærmen på Sky Sport, er eksempler på AR. De er dog kun en brøkdel af, hvad AR er i stand til.

Det bliver mobiltelefonindustrien, der bliver den førende kraft bag udviklingen af AR. De seneste mobiltelefoner, der er udstyret med gps-sporing, kameraer og kompasser, kan regne ud præcis, hvor du befinder dig og hvilken vej, du vender. På den måde kan information konstant blive skræddersyet til din situation, alt efter hvor du er, og hvad du kigger på – det eneste, du skal gøre, er at kigge gennem din mobils kamerasøger.

Den allerførste mobil-AR applikation, ”Wikitude” – en AR version af Wikipedia – har eksisteret på Google Android-telefoner siden slutningen af 2008 og på iPhones siden oktober 2009 og er i skrivende stund blevet downloadet mere end 50.000 gange.

Ved at benytte en Google Maps-agtig brugergrænseflade kan Wikitude-brugere geotagge relevante informationer om området, de befinder sig i og, når det først er tagget, kan den info tilgås af alle andre Wikitude-brugere, når de befinder sig det samme sted med deres mobil.

”Wikitude fungerer lidt ligesom en slags udvidet navigation, der samler dit kort, din gps og din guidebog sammen i et”, forklarer lederen af mobilbredbåndsafdelingen på T-Mobile, Richard Warmsley.

Indholdet skal dog være noget værd, hvis applikationerne skal bruges af andre end entusiastiske nørder, og dét betyder skræddersyet indhold snarere end de halv-gennemtænkte udbasuneringer fra enhver Karl Smart med en smartphone. Der findes allerede apps, der prøver at efterkomme dine specifikke behov, eller som tilbyder et varieret udvalg, som du kan håndplukke fra.

”Layar” fra Holland tilbyder en ret smart løsning til den overvældende orkan af information, internettet kaster efter dig. Layar-applikationen giver dig muligheden for at vælge hvilke ”layars”, du vil have skal dukke op, når du bruger din mobils skærm. Hvert ”layar” tilbyder forskellige typer informationer – der er 162 slags nu – der rangerer fra tips om, hvor det er bedst at bo, når man er i Japan, til hvor du kan finde den nærmeste McDonalds, og hvor du finder metrostationerne i London og Paris.

Bruce Thomas fra University of South Australia’s Wearable Computing Lab, mener dog, “der er et par hurdles, man lige skal forbi, før det kan lade sig gøre”, men når AR apps allerede bruges af nogle tidlige foregangsmænd, og apps’ne allerede kan fås blandt de førende mobiltelefonfabrikanter, forventes det at blive et stort trækplaster i mobiltelefoner omkring 2012.

Mobiltelefonfrabrikanter er ikke de eneste, der udforsker mulighederne inden for AR. Hvis du har en computer og et webcam, kan du allerede nu prøve glæderne ved AR. Læsere af det amerikanske blad Popular Science kunne i juli-udgaven se en fuldt fungerende vindmøllepark i 3D, hvis de holdt coveret op foran deres webcam. På LG’s hjemmeside (lge.com) kunne du se et 3D-klip fra filmen ”Avatar”, når du holdt webkameret op foran deres LG-logo. Den slags promotion-værktøjer bliver mere og mere almindelige, når der skal markedsføres nye film og spil. Hvis du holdt et webcam op foran en ”Night at the museum 2” reklame i Australien, grinede Ben Stiller idiotisk til dig – rædsomt, men effektivt. Lego har brugt lignende teknologier i butikkerne, hvor man kan se AR-versioner af de samlede klodser på pakkerne.

I julen kom de første stykker legetøj med Augmented Reality på hylderne. Med Sonys EyePet kan du interagere med den ved hjælp af dit webcam, mens figurer fra Avatar-filmen var udstyrede med særlige i-Tags, som laver 3D-versioner af Jake Sullys Avatar, der løber, flyver og skyder i AMP-suit og i RDA-luftskibet.

Fremtidens Augmented Reality

Fra spil til turisme, shopping til gadgets, sociale netværk til saml selv-møbler og krigsførelse kan AR gøre livet lettere og sjovere (de to sidste undtaget, naturligvis), men for at få det meste ud af denne nye teknologi, bliver vi nødt til at lægge mobilen fra os og bruge ordentlig tid på alt det ekstraindhold, vi får. For at kunne gøre dette, skal vi have fat i noget, der ville gøre det muligt, at se alle de her informationslag. Noget der vil lave os om til bioniske, alt-seende forlængelser af internettet.

Babak Parviz er forsker på Washington University. Han har udviklet kontaktlinser med microchips, der får strøm trådløst, som ville kunne klare opgaven. De skulle være til at få fat i ”i vores levetid”, men det bliver ikke lige foreløbig. Indtil da bliver vi nødt til at finde et HMD (head-mounted display), som ikke ligner en billig rekvisit til RoboCop.

Efter at have prøvet sig frem af flere omgange er det lykkedes det Amerikanske selskab Vuzix at lancere ”Wrap 920 AV”, den første kommercielle HMD, som er socialt acceptabel. Det ligner et par, kun lidt umoderne, solbriller, der gør dig i stand til at se AR-indhold, og hvad der sker omkring dig på samme tid.
Der er masser af steder i den virkelige verden, hvor denne type HMD kunne bruges – gaming er det mest oplagte eksempel. ”Project Natal” fra Microsoft tilbyder snart spil, der reagerer på alle bevægelserne, din krop laver, men handlingen udspiller sig i spillets univers. Forestil dig, at spillene kan komme til dig; hvis du kunne jagte AR-skurke rundt i din egen lejlighed. ARQuake blev designet på Australia’s Wearable Computing Lab i 2002 til netop dét formål. Efter en 3D-gengivelse af universitetet iførte en spiller fra laboratoriet sig en gennemsigtig HMD, en mobil computer og et forbedret gps-system, der var præcis med op til 50 cm, frem for de sædvanlige fem meter, og jagtede monstre, der dukkede op om hjørnerne og under skrivebordene på universitetsgrunden. Prøv at søge på ARQuake på youtube, så kan du se, hvordan det var. Spillet kan dog ikke købes i butikkerne – hvis det var, ville KUA nok være et mere livligt sted, men princippet bliver brugt i militærprojekter nu.

Det amerikanske militærs Battlefield Augmented Reality System (BARS) har taget ARQuake-konceptet og bruger det i den virkelige verden og forbereder på den måde soldater på hård nærkamp, som f.eks. i Helmand. Hvis du stopper op for at tjekke dit kort midt i en kamp, bliver du lynhurtigt en skydeskive. Hvis du til gengæld har et HMD på med AR-teknologi, kan du have kortet direkte i dit synsfelt og stadig være obs på dine omgivelser. Ydermere kan du, takket være algoritmer ud fra dine fjenders tidligere bevægelsesmønstre, få kvalificerede bud på, hvor de er henne nu.

BARS er allerede blevet afprøvet i Irak og er stadig langt fra perfekt endnu, men inden for tre års tid kan det være en del af standardudstyret.

Den samme proces, de bruger i hæren, kunne også bruges inden for uddannelse, hvor man kunne tage lektioner ud fra tekstbøgerne og afspille dem i real-tids 3D. Prøv at forestille dig, hvor gribende en historietime kunne være, hvis den blev lavet med AR. Der er ikke noget mere lærerigt for et barn end at se en mand blive ædt af en løve i Colosseum eller hængt foran hujende masser i Tower of London.

Augmented Reality kan have konsekvenser for mange former for professioner. Det kunne være et praktisk værktøj for brandmænd for eksempel. Når de nærmer sig en brændende bygning, kunne de samtidigt se husets grundtegninger, antallet af beboere, hvor de befinder sig, og hvor de nærmeste gasledninger ligger. Det er nemt at se alle fordelene.

Det samme kunne gøre sig gældende for læger. I stedet for at skulle kigge væk for at nærstudere en patients scanninger, kan de se dem ovenpå patientens krop. AR vil også kunne give læger decideret røntgensyn, så de ved at kigge på en patient kan stille en grundig diagnose. Det ville nok gøre et afsnit af House lidt mindre spændende, men det ville hjælpe mod lægefejl.

Der er også andre, knapt så livsvigtige, ting, man kan gøre med AR. For eksempel gør-det-selv-folk og folk der er vilde med gadgets, kunne få interaktive manualer, så de kunne samle et Ikea-skab eller forbinde den nye 5.1 højttalersystem med instruktionerne i synsfeltet oven på ledningsrodet eller spånpladen. Det ville give færre bekymringer, færre bandeord, færre skænderier og en mere fredfyldt verden.

AR er selvfølgelig ikke gået under radaren på direktørerne for marketingsafdelinger og reklamevirksomheder. De har planer om at ”forbedre” vores shoppeture ved at styre dig mod, hvad de tror, du leder efter. Forestil dig Amazons anbefaler-funktion popper op, hver gang du går forbi en musikbutik og udpeger, at dine tidligere indkøb tyder på, at du skal investere i Birthe Kjærs Greatest Hits. Er du også lidt i tvivl om, at dét ville være så fedt? Nå, men væn dig til det. Intel er allerede godt i gang med at udvikle et værktøj, der vil gøre det muligt for dig at prøve tøj virtuelt uden at sætte fod i en butik.

”Du vil kunne forbedre shopping-oplevelsen ved at føre kunderne hen til det produkt, de vil have og vise dem, hvordan det vil se ud på”, forklarer Dan Chapman, direktøren for BLM i London. Ideen er, at alle repræsenteres virtuelt med al den relevante information tilknyttet. Ligesom med de individuelle ”skins”, du kan bruge til sociale netværk, såsom Twitter og MySpace, kan du skræddersy din virtuelle virkelighed.

Alt dette kunne tyde på, at Augmented Reality ikke kun vil medføre fundamentale sociale og kulturelle ændringer, men også teknologiske.
”Det mest interessante ved en dag til dag-brug af Augmented Reality er, hvordan det vil bygge bro mellem den virkelige verden og vores jeg i de sociale netværk” siger Richard Leyland. Han ser AR som en måde at ”låse de data op”, vi har på vores Facebook, Bebo og LinkedIn-konti. Vi kan udvælge dele af vores digitale jeg med omverdenen.

Richard Warmsley, lederen af T-Mobiles bredbåndsafdeling, tilføjer her; ”udviskningen mellem dit online- og offlineliv vil gøre, at information fra dit sociale netværk vil kunne blive brugt i real-tid i en virkelig kontekst”. Den information kan for eksempel vises i en taleboble over dit hoved. Hele ideen med at offentliggøre hver eneste tanke er blevet gjort populært ved den succes Twitter har haft, men at rende rundt med sine frokostplaner i en taleboble over sit hoved, så alle og enhver kan læse det? Det er måske en god idé at overveje, hvad du skriver eller begrænse det til kun lige dine nærmeste og indforståede venner.
”Vi vil blive omgivet af virtuelle objekter og redskaber, som snart vil erstatte størstedelen af det interface hardware, vi har nu”, skriver Rolf Hainich i ”The End of Hardware”.

Hainich forudser en fremtid, hvor fysiske, konkrete styreredskaber er blevet erstattet af masse-personalisering og virtuel tilpasning. Du vil for eksempel kunne tilpasse instrumentbrættet i din bil til, hvordan du foretrækker det. I stedet for sort plastic kan din Fiat Punto nu komme til at ligne en Audi R8 – bilen vil køre, som den altid har gjort, men du vil føle det, som om du ræser derud af.
Pranav Mistry fra MIT har med sin

”SixthSense” allerede gjaldet med dommedags-hornet over traditionel hardware. Ved at bruge for 350 dollars nutidig teknologi – inklusive sensorer på fingrene, kamera og projektor - har han, i stil med Tom Cruise i ”Minority Report”, gjort det muligt at bruge enhver overflade som pc-skærm. Han kan flytte og manipulere fotos, tage billeder med sine hænder og flytte rundt på dokumenter, som var det rigtige mapper. Det er ligesom Microsofts Surface PC bortset fra, at du kan bruge hvad som helst som overflade.

Den logiske konklusion ville herfra betyde at alt fra bærbare, computere, e-bogslæsere selv tastaturer vil være overflødige. En verden uden hardware kommer til at se ganske anderledes ud. Det er et gigantisk spring inden for teknologien, som kan være svært at forestille sig, men det er ikke science fiction.

Reality check

Før vi forsvinder helt hen i utopiske fremtids-syner, skal vi måske lige kigge nærmere på Augmented Realitys begrænsninger.

Adam Greenfield, lederen af designafdelingen på Nokia og forfatteren til ”Everyware”, siger, at ”koger man AR helt ned, er det bare en brugergrænseflade. Det er kun så brugbart, som dét man putter ind i det. Uden relevant og meningsfyldt indhold kan AR være et vindue til det største, tomme rum i verden.”

Hvis vi kigger på Layar-applikationen fra før, der havde 162 informationslag, man kan vælge imellem, lyder det måske imponerende, men det inkluderer også ”de hemmelige, smukke steder i Kiev” og højden på hvert enkelt bjerg i Schweiz. Ikke ligefrem noget, der kan hjælpe dig med at finde rundt i Skive City Center.
Alistair Jeffs, der før arbejdede for 3 i England og nu er hos Eyeply i San Francisco, advarer os om, at ”som det er nu inden for AR, skal det dække så meget, at oplevelsen af at bruge det mestendels er skuffende og ineffektiv”. Forventningerne sat op mod mulighederne inden for AR gør, at det ikke kan undgå at skuffe, som det ser ud nu – ligesom dets forgænger Virtual Reality (VR) gjorde det, inden det døde en fattigmands død.

Eyeply prøver at omgå dette problem ved at fokusere på ”mindre områder med parametre og perimentre”, såsom sportsstadier og forlystelsesparker. Ved at kunne give en komplet AR-oplevelse inden for et kontrolleret område som det, vil du kunne føle en større tilfredshed ved at bruge AR – i modsætning til at skyde med spredehagl, som Wikitude gør det.

Andre applikationer med fokuserede, specifikke mål er ”Lookator” og ”Worksnug”. De er lavet til den mobile medarbejder og spotter steder i nærheden, hvor der er gratis Wi-Fi. Worksnug anbefaler sågar også caféer baseret på, hvor god kaffen er, og hvor godt man sidder.
Der er dog et muligt problem ved at bruge AR, siger Greenfield: ”Som det er lige nu, ligner du lidt af en idiot, når du bruger det. Har tilhængerne af AR tænkt over usikkerhederne og svaghederne ved at stå et travlt sted i en by med en telefon udstrakt foran dig?”

Det ser dog ikke ud til at afskrække de titusinder, der allerede har downloadet Wikitude og Layars, eller de tusinder der finder restauranter ved at bruge Urbanspoons nye AR app.

Det kan nok passe, at AR føles mest af alt som en gimmick nu. Al den information du kan finde ved AR, kan du trods alt lige så nemt finde ved en hurtig søgning på mobilnettet. Men når du først er begyndt at få dine informationer på denne her måde, vil bekvemmelighederne ved ”inline”-livet frem for ”online”-livet, nok blive ret tydelige.
Som applikationerne bliver forbedret, og mængden af geotagget indhold stiger udi det uoverskuelige, vil AR blive en naturlig del af vores hverdag. Som det er nu, infiltrerer internettet sig i alle dele af vores liv, men det er via en computer eller mobilenhed og med en brugergrænseflade, som softwaren eller OS-fabrikanten har valgt. Det er på tide, at barrieren mellem os og informationen bliver sparket ned.

I dag er der næsten ingen, der rækker ud efter en ordbog, for de kan få den samme information ved at klikke med en mus. Hvem vil tilsvarende række ud efter musen, hvis informationen allerede er lige for øjnene af dem?