Hvis man ikke vidste det på forhånd, ville det være svært at regne ud at denne metalstang rent faktisk er et vækkeur fra de særdeles kreative gadget-drenge i Struer.
Og synes du som T3-redaktionen, at vækkeuret ligner en fløjte, så er det ikke helt forkert. Bang & Olufsens designer bag vækkeuret BeoTime, Steffen Schmelling, var nemlig inspireret af en fløjte – Mozarts Tryllefløjte, da han skabte uret. I Tryllefløjten vinder lyset over mørket, og meget passende skulle BeoTime, ifølge B&O, give dig en god start på dagen.
Du kan vælge at blive vækket af blide ringetoner eller koble den lille tryllefløjte på resten af dit B&O-udstyr, så du kan blive vækket af Morgen-tv eller radio. Derudover kan du bruge BeoTime som fjernbetjening og også sætte sleep timer på dit B&O-grej.
BeoTime har indbygget berøringssensor, så det lyser op, hvis du vil se klokken om natten og er skabt i anodiseret og poleret aluminium.
Der er endnu ikke offentliggjort pris for det noget særprægede vækkeur, men tro os – du komme til at bløde. Så kan du naturligvis også prale med et ægte B&O-vækkeur med aner i den klassiske musik …