Bedaget androide med forbedringer
Selvom Razr blev præsenteret samme dag som Android 4, er det kun Android 3.2, der er installeret på. Motorola lover dog, at den vil kunne opdateres ”i starten af 2012”. Motorola har, naturligvis, smurt sine egne ændringer hen over brugerfladen. På den positive note har de gjort det muligt at ændre størrelsen på de widgets, der placeres på hjemmeskærmene. God ide. Men desværre har de fjernet muligheden for at tilgå indstillinger direkte fra status-gardinet, så du må den lange vej igennem menuerne, når du skal tænde og slukke for f.eks. WiFi.
Razr er generelt lynende hurtig. Men browseren er ikke optimal. Den er upræcis, når man zoomer ind på tekst, og det foregår lidt hakkende. Det irriterer mig også, at der er fem låste bogmærker – sikkert betalte – til eBay, CNN m.fl. Til gengæld afvikles Flash helt uden problemer. En detalje, jeg er pjattet med, er den universelle indbakke, hvor beskeder fra både mails, sms’er og sociale tjenester samles. Det er dæleme smart. At Motorola har valgt at gemme den væk under Beskeder, er uforståeligt – den burde ligge som ikon på startskærmen.
Motocast – en personlig sky
Jeg er også begejstret for Motorolas musikafspiller, der fungerer som en portal, hvor du vælger mellem lokal musik, podcasts, internetradio og musik fra netværket (DLNA, red.). Det lyder måske rodet, men Motorola har snittet en indlysende brugerflade. Til gengæld mangler der en videoportal – i stedet skal man en omvej omkring Galleri-app’en. Apropos medier leveres Razr med Motorolas MotoCast-software, der streamer musik, fotos, video og dokumenter trådløst fra computeren til mobilen. Lader du computeren stå tændt derhjemme, har du altid adgang til alle dine mediefiler. En personlig sky, godt tænkt.
Min oplevelse er, at Android-mobiler generelt har problemer med batterilevetiden, der veksler, som vinden blæser. Sådan oplevede jeg også Razr. Den ene dag holdt batteriet fint indtil aftentide, den anden skreg den efter en stikkontakt allerede hen på eftermiddagen – uden at jeg havde ændret nævneværdigt i mit brugsmønster. Det er bare ikke i orden – hvad enten det skyldes Android eller Razr.
Alligel er jeg imponeret over den nye Razr, der efter min mening er den ypperste mobil fra Motorola – og en af de bedre Android-mobiler på markedet. Men. I min optik når den ikke helt til tops, hvor iPhone 4S og Samsung Galaxy S II befinder sig ...
Se den aktuelle dagspris her