Johnny Depp og Disney er to brands, der om nogen går hånd i hånd, når der skal fortælles de største, økonomisk succesfulde eventyr. Det vidner de tre ”Pirates of The Caribbean” film om, hvilket også var grunden til, at Disney skrev en eksklusiv kontrakt på tre film med den tidligere ungdomsstjerne – heraf endnu en ”Pirates” film. En af de andre Disneyprojekter under opkog var Tim Burtons ”Alice i Eventyrland”, og da Burton og Depp er kendt for deres mangeårige partnerskab, lå filmatiseringen af Lewis Carrolls to legendariske bøger lige til højrebenet for Depp. Og at filmen er Disneys 4. mest indtjenende biograffilm gennem tiderne, vidner lidt om, hvor meget et godt navn kan sælge – og det er bestemt heller ikke uden grund i dette tilfælde.
Alice i eventyrland Blu-ray PRODUCENT: Disney DOMMEN: Hvis man har store forventninger til ”Alice i Eventyrland” som en
fantastisk nyfortolkning af Carrolls bøger, nu da det trods alt er en af
de største, visuelt orienterede instruktører, der står bag, bliver man
slemt skuffet. Burtons vision er langtrukken og kedsommelig med enkelte
historiemæssige højdepunkter. Der er naturligvis ikke en finger at sætte
på det visuelle arbejde, men det er simpelthen ikke nok til at skabe en
fængslende fremdrift. Udgivelsen reddes hjem som endnu en fantastisk
Disney-produktion på Blu-ray, med et helt eminent transfer.
FAKTA: Instruktør: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Anne Hathaway, Helena Bonham Carter m.fl.
Det surrealistiske eventyr om den 19-årige Alice, der en tilfældig dag ryger ned gennem et sært kaninhul, er ofte anerkendt som et af de første bidrag til fantasy-genren – for det er nemlig ikke hvilket som helst sted, hun ender med at falde ned. For enden af hullet er der nemlig et noget virkelighedsfjernt univers, hvori det viser sig, at hendes skæbne er at bringe den onde Røde Dronnings tyranni til ende. Og dette vel at mærke i Eventyrlandet, hvor alting er vendt på hovedet og iøvrigt ikke giver specielt meget mening for den kønne unge pige. Eller i det hele taget for den sags skyld.
Eventyret om Alice i Eventyrland er en klassisk dannelsesrejse med et snedigt twist om udviklingen fra pige til kvinde. Der er imidlertid intet traditionelt over den skæve historie til trods for de næsten 150 år på bagen. Det rablende univers er ren guf for en mand som Tim Burton, og det er afgjort (endnu) en fantastisk, visuel bedrift, der helt som forventet svælger i vanvittige påfund. Depp er velvalgt i rollen som Hattemageren, og Helena Bonham Carter er perfekt som den hysteriske Røde Dronning, og der er flere gode stemmebidrag til de animerede karakterer, bl.a. den altid sarkastiske Alan Rickman.
Men der mangler kant. En smule dyster Burton-gotik havde pyntet blandt de meget farverige karakterer og det pæne univers, som Eventyrlandet er blevet under kyndige Disney-hænder. I stedet er ”Alice i Eventyrland” forvandlet til en harmløs Disneyfilm for hele familien uden helt at byde på andet end flot udførelse. Der er vitterligt langt mellem snapsene, og til trods for at hele herligheden er overstået på under to timer, fylder den tomme historie ikke den ellers flotte verden ud i skoene. Ærgeligt, når potentialet bestemt er til stede.
Om nogen har Disney forstået at diske op med gode Blu-ray-udgivelser, og ”Alice i Eventyrland” er ingen undtagelse. Ud over det farvestrålende og knivskarpe 1080p 1.78:1 transfer, byder DTS-HD 5.1 lydsporet på sædvanlig høj klasse fra Disney. Det er muligt at få to forskellige udgivelser af filmen, hvor en særlig 3-disk udgave både har dvd og digital kopi inkluderet. Der er dog ikke mere ekstramateriale på specieludgaven end 1-disk udgivelsen, hvilket såmænd også er ganske udmærket.