1. Webkameraet filmer dig
Forestil dig, at du trisser rundt derhjemme, og dit webkamera pludselig aktiveres. Et eller andet sted, sidder der en ukendt gut og kigger med, mens du udfører dine daglige rutiner. Eller hygger med kæresten på sofaen. Den ukendte gut uploader endda videoen til YouTube, hvor millioner kan følge med i dit elskovsliv. Umuligt? Overhovedet ikke. Der findes masser af software på nettet – noget endda gratis – der gør det muligt at fjernstyre et webkamera. De mere komplekse af programmerne sender endda en mail til dig, når der tændes for den computer, du har installeret programmet på, så du lynhurtigt kan logge ind og kigge med.
2. Mobilen holder øje med dig
Har chefen givet dig en mobiltelefon? En af de smarte med GPS? Er du sikker på, at han ikke holder øje med, hvor du befinder dig? Tja, han har med garanti været inde på din Facebook-profil for at snuse, og hvorfor stoppe der? Det er nemlig ikke specielt avanceret at installere software, der snuser via mobilen. Det japanske firma KDDI har udviklet et lille program, der installeres på mobiltelefonen. Via GPS og accelerometer kender programmet mobilens nøjagtige position og sender informationerne tilbage til en central computer – eksempelvis chefens. Eller kærestens. Teknologien bruges allerede i en simpel form af eks. FedEx til at holde styr på bilerne.
3. Mobilen aflytter dig
Mobilen kan ikke bare holde øje med, hvor du befinder dig. Det er faktisk også muligt at aflytte dine samtaler, læse dine beskeder og holde øje med hvilke sider du ser i den mobile browser. Firmaer som Mobile Spy sælger software for omkring 100 dollar, der suger al information fra din mobiltelefon. Hvilke numre du ringer til og modtager opkald fra, hvor lang tid opkaldene varer, alle tekstbeskeder og historikken fra mobilens browser. Betaler man lidt mere, får man et program, der kan aflytte samtaler. Det kræver dog, at programmet skal installeres på mobilen, så du har intet at frygte. Med mindre du lader din paranoide kæreste være alene med din mobiltelefon ...
4. Hele dit liv på nettet
Du har da husket at ændre privatlivs-indstillingerne på Facebook, så hvem som helst ikke har adgang til dine billeder og data? Men der skal ikke meget mere end dit navn og din hjemby til, for at man kan snuse oplysninger frem, som du ikke har lyst til at skilte med. Komplet adresse og telefonnummer. I USA er der endda et site, felonspy.com, hvor man kan tjekke efter, om folk i nabolaget har en plettet straffeattest. Herhjemme kan du snildt tjekke, hvad naboen har betalt for huset, på f.eks. boliga.dk eller boligsiden.dk.
5. Tastaturet husker dig
Firmaet Thinkertec lever af at sælge programmer, der holder øje med ALT, hvad der sker på computeren. Mails, kodeord, tastetryk, åbne programmer, websider – al aktivitet gemmes i en fil eller sendes til en FTP-server. Programmet SpyPal kan installeres, så det er fuldstændig usynligt for brugeren, og det koster ikke mere end 300 kroner. Lad ikke kæresten læse dette.