Tagget med:
3D? Ja! Briller? Tja ...
Her på T3 er vi ikke i tvivl: Denne gang er 3D kommet for at blive. Men hvad er du bedst tjent med: aktive eller passive briller? Læs hele historien om de to teknologier samt deres fordele og ulemper
Det begyndte ellers så godt med 3D. Alle i industrien – producenterne af tv-apparater, filmselskaberne og tv-stationerne – så ud til at være enige om, hvordan vi forbrugere skal have leveret de tredimensionelle billeder, og alle tog det for givet, at vi skulle bruge briller med såkaldte aktiv lukker-glas.
Omsider havde industrien lært, at det er dårlig stil at lancere mere end én version af et system. Denne gang kunne vi slippe for endnu en gentagelse af tidligere formatkrige som PAL mod SECAM, VHS mod Beta, MiniDisc mod Digital Compact Cassette, Blu-ray mod HD-dvd, for nu blot at nævne nogle få slagsmål. Troede vi ...
Endnu inden 3D-supertankeren er kommet op i fart og på rette kurs, har LG og flere andre mærker detoneret en bombe i dens maskinrum i form af en såkaldt passiv brilleteknologi.
I stedet for at sidde med dyre aktive briller og ligne en biker ved et Harley-træf kan du få en autentisk 3D-oplevelse ved brug af et billigt stel med polariserende plasticlinser.
Inden vi tager ud i 3D-skyttegravene og beskriver slaget, kan det være interessant at se, hvad forbrugerne egentlig mener om 3D.
3D står højt på ønskelisten
I år kan julemanden og hans rensdyr få ekstra meget at slæbe på, for flere markedsundersøgelser viser, at forbrugerne gerne vil have 3D-tv under træet.
På vegne af Samsung har TNS Gallup spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om dets interesse for 3D. Hele 34 % siger, at de gerne vil se 3D-underholdning på deres tv, og de vil helst se film og naturprogrammer med den nye teknik. Købelysten fejler heller ikke noget. Næsten hver femte adspurgte dansker svarer, at han/hun faktisk er interesseret i at købe et tv med den nye teknologi.
I Sverige har LG gennemført en lignende undersøgelse, der er så frisk, at alle dataene endnu ikke er bearbejdet. Specielt til T3 har LG gravet en række delkonklusioner frem. Folk er meget positive over for 3D i biografen og lidt mindre begejstrede over for 3D på tv. Ikke færre end 51 % vil have et tv med 3D-funktionalitet, og 17 % mener, at de vil anskaffe et 3D-tv inden for to år. LG’s respondenter er også vilde med film i 3D (72 %). Dernæst følger naturprogrammer (53 %) og spil (45 %). Ikke så overraskende er det action, svenskerne helst vil have i 3D (68 %), efterfulgt af animerede titler (57 %) og thrillere (45 %). Endelig tror 42 %, at 3D kommer til at gå fra en trend til en standard inden for fem år, og 70 % mener, at flere tekniske apparater får 3D-funktionalitet.
I september var nogle af USA’s mest hardcore filmfans samlet til Disneys D23 Expo i Anaheim. Panasonic havde hyret et analysefirma til at udspørge 500 af deltagerne om deres syn på 3D, og disse filmelskere kunne næsten ikke få armene ned. Utrolige 99 % af de adspurgte mente, at 3D-tv er mindst ”noget bedre” end standard-HD-tv eller 2D-tv. Og 71 % kunne svinge sig op til, at 3D-tv er ”meget bedre” eller ”dramatisk bedre” end 2D-tv.
I England har analysefirmaet YouGov spurgt 2.796 voksne om deres syn på 3D, og de er noget mindre positive. Undersøgelsen går dog udelukkende på biografoplevelser og er således ikke direkte sammenlignelig med de tre netop citerede analyser. Tankevækkende er det dog, at 41 % er enige i, at 3D er en gimmick, som ikke forbedrer en film, og kun 22 % har det modsatte synspunkt. I denne undersøgelse svarer 52 %, at de gerne vil slippe for briller, når de ser 3D-film i en biograf, mens 40 % godt kan leve med dette hjælpemiddel.
Full HD i 3D
Ganske kort fortalt bygger 3D med aktive briller på, at tv’et skiftevis viser et helbillede til venstre eller højre øje. Så sørger glassene, som i virkeligheden er LCD-paneler, i brillerne for at åbne og lukke for lyset til det respektive øje. Når denne proces foregår tilstrækkeligt hurtigt – mindst 100 gange i sekundet – kan hjernen hos de fleste mennesker kombinere synsinformationen fra de to øjne og danne et 3D-billede oppe blandt de små grå. Når 3D-billeder vises med denne teknologi, kan de både være progressive – fuld optegning af al information i hvert billede i én arbejdsgang – og have Full HD (1.920x1.080 pixels) opløsning.

Disse makrofotos af kirkespiret i ”Monsters vs Aliens” illustrerer, hvad Cinema 3D-teknologien gør ved billedet. I 2D (til venstre) ser vi alle punkter i billedet. I 3D indskydes der sorte linjer i motivet, men det registreres ikke, når betragtningsafstanden til en 47”-skærm overstiger ca. 1,5 meter.
I en passiv brille er de to glas modsat polariseret, og 3D-effekten fremkommer ved, at tv’ets panel er forsynet med en særlig folie eller belægning, samtidig med at der sker en speciel behandling af billedinformationen. Da LG lancerede sine første tv’er med denne teknologi, svarede konkurrenterne i den aktive lejr straks, at passive briller kun kan formidle den halve lodrette opløsning – 540 linjer – og således ikke vise Full HD.
Den beskyldning ville LG ikke have siddende på sig, så man sikrede sig to uvildige autoriteters ord for, at billedkvaliteten med passive briller er godkendt. Derfor er firmaets annoncer i tyske magasiner nu smykket med logoer fra prøvningsinstitutterne TÜV (Technischer Überwachungs-Verein) Rheinland og VDE (Verband der Elektrotechnik), som garanterer for, at LG’s Cinema 3D-teknologi er henholdsvis krydstale/flimmerfri og Full HD i 3D-tilstand.
Hvordan kan LG påstå, at 540 vandrette billedlinjer er nok til Full HD? Firmaet har en forklaring om, at en særlig egenudviklet algoritme forhindrer signaltab i Full HD-3D-indhold. Princippet går ud på at snyde hjernen til at foretage en visuel rekombination, så de 540 lige og 540 ulige linjenumre summeres og bliver til 1.080.
Indtil videre slipper du dog ikke for en vis persienne-effekt, hvis du satser på passiv teknologi. Når du kommer tilstrækkelig tæt på sådan en skærm, kan du se smalle, sorte streger, som ikke optræder i 2D eller på løsninger med aktiv teknologi. Hvor synlige og generende disse streger er, kan diskuteres.
Ærkerivalen Samsung har også været en tur hos TÜV og viser nu et ”Full HD 3D tested”-logo i sine annoncer for 3D-tv’er med aktive briller.
Resultatet er igen, igen en formatkrig, der kan være underholdende for os på sidelinjen, men som har den sideeffekt, at mange forbrugere måske ”lige vil tænke sig om” – udskyde deres køb, og det er gift for en i forvejen presset industri.
Fordele og ulemper
T3 har testet 3D-tv’er med både aktive og passive briller. I skemaet ovenfor prøver vi at opsummere vores vurderinger af fordele og ulemper ved de to teknologier.
I august foretog LG en storstilet markedsundersøgelse og inviterede 6.177 forbrugere i New York og Chicago til at deltage i blindtest af deres tv med passiv teknologi kontra skærme fra Sony og Samsung med aktive briller.
Ifølge LG’s pressemeddelelse foretrak 78 % af forbrugerne LG Cinema 3D frem for konkurrenternes løsninger. På firmaets amerikanske hjemmeside kan du læse, at forbrugerne blev bedt om at vurdere tv’ene på basis af farver, billedkvalitet, lysstyrke, briller og 3D-totaloplevelse.
Mens LG glæder sig over denne sejr, kunne Samsung i maj 2011 gå storgrinende hen til banken med markedsandele på 3D-tv’er på op mod 60 % i USA og godt 50 % i Europa.
Det respekterede tyske fagmagasin Video-Homevision har lagt lokaler til en test, hvor 100 almindelige forbrugere skulle sammenligne 3D-tv med aktiv og passiv teknologi. Forbrugerne blev bedt om at vurdere ni aspekter af billedkvalitet og var på samtlige parametre mest tilfredse med at bruge passive briller. På flere punkter var der tæt ved at være dødt løb, men den passive teknologi blev klart foretrukket, når det gjaldt billedkvalitet fra siden, opløsning på afstand, lysstyrke, farvenaturlighed og flimmer.
Joke(r): brillefri 3D-tv
Det kræver ikke de store markedsundersøgelser at konstatere, at den største tekniske forhindring for 3D-gengivelsens udbredelse er brillerne. Alle de førende tv-mærker forsker i teknikker, som kan formidle en 3D-effekt uden brug af briller, og flere er langt fremme, når de gælder små skærme til kameraer, telefoner og computere.
På dette års IFA i Berlin blev der vist adskillige prototyper på brillefrie 3D-tv’er i brugbare størrelser, men efter denne T3’ers mening var oplevelsen mere en joke end en joker, som kan smadre de serieproducerede skærme med briller – passive eller aktive. Enten var 3D-effekten svag på grænsen til ikke-eksisterende, eller også skulle du parkere kraniet i en skruestik og stirre stift på et bestemt sted på skærmen.
Nu har Toshiba annonceret, at et brillefrit 3D-tv på 55” kommer i handlen i december – foreløbig kun i Tyskland – til en pris på 8.000 euro (næsten 60.000 kr.).
Philips, Samsung og LG m.fl. vil også gerne befrie forbrugerne for brillerne, men deres vagt specificerede tidshorisonter ligger nogle år ude i fremtiden.
Hvem gør hvad?
Nogle firmaer siger, at de definitivt har valgt side, og andre satser på både aktiv og passiv teknologi. Skemaet på forrige side viser den aktuelle situation hos de vigtigste tv-mærker.
Hvad gør du?
Her på T3 tror vi ikke, at systemkrigen mellem aktive og passive briller bliver afgjort foreløbig. Uanset om du vælger den ene eller den anden teknologi, vil du kunne se de samme Blu-ray-discs og tv-programmer i 3D.
Overvejer du at anskaffe et 3D-tv, så bed en forhandler om en demonstration, og stol på dine egne øjne og mavefornemmelser. Du risikerer ikke at komme til at stå med en ubrugelig skærm med tilhørende briller, fordi der ikke produceres indhold til dem.
Prøv at studere vores oversigt over fordele og ulemper ved aktive og passive briller – er der nogen egenskaber, som har særlig stor betydning for dig?
Leger du biografdirektør i din fritid og har mange mennesker til at se film i din stue, kan den høje pris på aktive 3D-briller være en afskrækkende faktor. Vil du have 3D-billedet til at fylde hele dit synsfelt, skal du sidde meget tæt på skærmen, og så kan de vandrette sorte streger med passiv teknologi være distraherende.
Sådan kan vi blive ved – og det kan du også! I T3-tårnet ser vi frem til noget mere fodbold og anden sport i 3D, og så er ”Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides” på Blu-ray-3D med 7.1-kanal HD-lyd lige ankommet sammen med en Sony 3D-projektor med aktive briller. Fortsættelse følger i kommende numre af T3.
Side 1 - Det begyndte ellers...
I september var nogle...
Den beskyldning ville...
Joke(r): brillefri...
...Det begyndte ellers
...I september var nogle
...Den beskyldning ville
...Joke(r): brillefri
- Side 2Hjemmeunderholdning: Mest populære hos EDBPriser
Test: | 05. mar 08:45 | |
Nyhed: | 07. jan 09:59 | |
Nyhed: | 06. jan 09:41 | |
Nyhed: | 10. jan 09:32 | |
Nyhed: | 07. sep 09:55 | |
Nyhed: | 18. dec 08:45 | |
Test: | 22. feb 20:00 | |
Reklame: | Ad from Google |






